Det forjættede land

Der var stunder, hvor Iran trak veksler på vores små poder. Emilies tungeste kors var den ensformige morgenmad. Hver gang vi ankom til en ny by, fablede hun om rugbrød og croissanter, og hver gang ventede en ny runde med fetaost og kolde fladbrød.

Til sidst holdt hun nærmest op med at spise, hun lå i sengen som en udbrændt teenager, og mumlede, at hun ”ikke var sulten”. For hver dag, der gik, blev hun stadig mere ond i sulet. Det var først i Kerman, da hun fik serveret Shish Kebab til frokost hos vores lokale afghaner, at hun kvikkede op. Hun savner stadig Kerman.

Dicte lod sig ikke kue af den iranske hotelmenu. Hun foretrækker chips, og satsede på de små ”hyggestunder”, som hun vidste ventede på dagens vandring gennem basaren/moskeen/museet/den gamle ruin, eller senere, når lektierne ventede. Pigernes faglige og kulturelle dannelse bygger på rå bestikkelse.

Dictes svage punkt var det iranske internet, som sendte hende ud på en stadig mere desperat vandring gennem diverse hotel lobbyer på jagt efter et ordentligt signal. Mens vi andre bankede støvet at støvlerne, sad hun på kanten af sengen som en anden hacker og stirrede stift ind i laptoppen.

Hendes mimik ændrede sig i takt med signalets styrke, alt i mens et gispende wi-fi prøvede at hente den nyeste weblog fra Julia Sofia ned fra nettet (for alle jer læsere over 15 år, er hun dronningen af danske YouTube’ere). Resultatet var uvægerligt det samme; Julia Sofia lagde det iranske net ned med hendes seneste ”room tour”, eller en præsentation af en lip-gloss fra Matas, hvorefter vi hørte Dictes klageskrig fra soveværelset.

Netop derfor fik drømmen om Dubai en nærmest sakral status i pigernes bevidsthed; fire dage i en tempereret shopping mall, med pizza, pandekager og bundløst fibernet. Dubai stod som oasen i den iranske saltørken og pigerne var blide som lam, da de trådte ombord på flyveren i Shiraz. Lige indtil det forjættede land tonede frem i horisonten, indsvøbt i de sædvanlige ørkenbrune nuancer. ”Det ligner Iran…” sagde Dicte, og så plaget ud. ”Det bliver bedre…” lovede jeg hende, og krydsede fingre.

Og det blev bedre, især da vi passerede metrostationer med navne som ”Dubai Mall, ”Emirates Mall” og – ikke mindst – ”Internet City” (det var hér pigerne knælede). Vi havde kurs mod Jumeirah, Dubais spritnye bydel, bygget af indiske gæstearbejdere og beboet af pengestærke ekspats og turister. Tårnhøje skyskrabere stod skulder ved skulder langs 6-sporede motorveje og det 828 meter høje Burj Khalifa forsvandt op gennem skyerne. Alt glitrede som guld, selv kloakrør, der stod klar til nedgravning, havde et gyldent skær over sig.

Det var naturligvis her – i Jumeirah – vi skulle bo. Intet mindre. Vores Airbnb lå i Concorde Tower (skrevet med svungen skrift henover indgangen), én af cirka 20 skyskrabere omkring en kunstig sø, med masser af hyggelige restauranter og take-aways. Selv havde vi swimming pool og fitness rum på 40. sal, og en indisk vagt i receptionen; én af de heldige, der ikke slæbte mursten på et stillads.

Det var naturligvis Bodil, der havde fundet vores ydmyg bolig – hun må have styret uden om den eksterne revision (mig) og fjernet søgefilteret på max. 500 kroner per nat. Men pigerne jublede, der var køkken, køleskab og knivskarpt internet. Kort efter blev jeg sendt i byen efter mel, æg, mælk og smør, så vores små misrøgtede piger kunne lave pandekager til morgenmad.

Da jeg vendte tilbage var pigerne størknet i deres endelige form, de sad på sengen med deres ørebøffer, blikket rettet mod hver deres pc. Omkring dem lå spredte rester af en hendøende kultur: på natbordet lå bøger og spillekort, på gulvet sad deres far og mor, som nu var tvunget til at genopfinde deres forhold lidt tidligere end ventet. Dubai indfriede alle forventninger, det var sødt, blødt og uden modhager. Forhåbentlig polstrer det vores små kameler til næste tur gennem ørkenen.

/Peter

For billeder fra Dubai, se her…

Kerman ⇐ forrige blog                                 Næste blog ⇒ Dubai revisited