Har du penge, så kan du få….

Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammad, så må Muhammad komme til bjerget. Medmindre du bor i Dubai. Så bygger du bare et tættere på.

Dubais indendørs skiløjpe holder i disse dage 5 års fødselsdag med masser af nyfalden sne, heftig aircon og glade arabere iført slalomski på vej op i en skilift. Side om side med ekspats, der synes at St. Moritz alligevel er lidt for langt væk til et par timer på ski.

Der stod vi så i Mall of Emirates for at få et glimt at dette uhørte fænomen: En skiløjpe i en ørkenby. Og blev igen mindet om, at jorden ligger åben for enhver, der kan gøde den med guldmønter. For ikke nok med at entreen til winter wonderland selvfølgelig var uden for vores rækkevidde, så kunne vi ikke engang tage et ordentligt billede af snemænd og bobslæder: Store, dyre restauranter havde sat sig på alle de gode udsigtspladser, så vi måtte nøjes med et billede af deres plakat. Den var med en glad pingvin, der mindede om at, ”Shopping is only the beginning…”

Allerede i den funklende metro på vej ind til Dubai forstår man, hvad det handler om. De enkelte stationer har ikke navn efter deres geografiske placering eller historiske mindesmærker, men hedder Business Bay eller Financial Center. Andre er opkaldt efter erhvervslivets flagskibe: Noor Islamic Bank og First Gulf Bank. For ikke at nævne indkøbscentrene: Dubai Mall og Mall of Emirates. Det ville svare til at kalde metroen ved Kongens Nytorv for Magasin og Nørreport for Nordea. Og for enden af the yellow brick road venter selvfølgelig guldkalven over dem alle: Dubai Børs, UAE Exchange.

Det eneste, vi egentlig havde råd til, var at gå på toilettet. Men selvom pigerne måtte vinke farvel til drømmen om storshopping i Dubai, var der nok at se på. Her mødtes alle nationaliteter. Der var solskoldede europæere i fodformede sko, afrikanere i kjortler, indiske kvinder i sari og kinesere iført bøllehat og navneskilt. Og ikke mindst de arabiske kvinder i sort niqab to meter bag deres sheiker, der snakkede i mobil med de andre sheiker.

Og så var der Jumeirah Jane, den arketypiske ekspat-kone. Hun har navnet efter hendes hood, Jumierah, hvor hun med sin overtidsarbejdende mand har en fed villa i et gated community med egen pool, maid og evt. tennisbane. Hun er veltrimmet, veldrejet og imponerende vedligeholdt. Hendes blonde hår er mere platin end hendes American Express kort, som hun dagligt lufter, når hun køber mærkevaretøj til børnene. Gucci, Dior, Chanel og Prada har deres egen etage med børnetøj i Dubai Mall. Hun svinger kortet, maiden bærer poserne og forsøger at holde trit. Sådan siger fordommene, og når man er der, lyder det ganske troværdigt.

Vores idealistiske skalkeskjul for at besøge Dubai var at vise pigerne bagsiden af medaljen. At fortælle dem om Dubais egentlige fundament, alle immigranterne fra Sydasien, der er blevet lokket til landet med løfter om høje lønninger, men har mødt en realitet med dobbelt op på arbejdstid og halvering af lønnen. Mange får deres pas inddraget, indtil deres gæld for turen er betalt, hvilket tager årevis. De fleste – og uheldigste – af dem arbejder i byggebranchen, hvis eneste arbejdsmiljøregel til deres fordel er forbuddet mod at lade dem arbejde, hvis det er varmere end 50 grader. Med det resultat at der nu ikke længere bliver over 50 grader i Dubai. I hvert ikke ifølge arbejdsgivernes registreringer.

Pigerne blev fortørnede, satte pandekagen fra sig og flygtede ind i cyberspace for en stund, hvor livets skyggesider er til at undgå. Og jeg forstod dem til fulde og lukkede til sidst øjnene. Jeg kunne mærke, at jeg selv som Pinocchio på vej til Slaraffenland, lod drømmen om Jumeirah Jane absorbere mig. I poolen på 40. etage med udsigt ud over skyskraberne drømte mig til en tilværelse svøbt i cookiedej. Med maid, manicure og massage. Med luksus og limousine. Godt vi nåede at komme væk, inden jeg fik en æselhale.

/Bodil

Dubai 1 ⇐ Forrige blog                                    Næste blog ⇒ Muscat, Oman