Hvor kragerne vender
Alting får en ende. Også turistoasen Kyoto. Vi ville savne de lune pandekager, den groovy lounge og de bløde køjesenge. Men ikke den overglaserede forskønnelse af seværdighederne, der havde sluppet taget med virkeligheden og fik Kyotos hotspots til at ligne Disneyland.
Hvad der ventede forude var Kyotos direkte antitese. Noto-halvøen nordpå. Dér er der ingen seværdigheder. De fleste japanere kiggede forundret på os, når de hørte om vores overvejelser. Og kun japansk etikette forhindrede dem i at spørge direkte hvorfor. INGEN tager til Noto-halvøen. Så Peter var naturligvis solgt. Vi skulle på tur til udkanten.
Turen dertil var den uendelige historie af togskift. Pigerne kikkede nervøst ud af togvinduet, hvor husene susede forbi med længere og længere mellemrum. Det havde givet mening, hvis målet for odyseen havde været ”landet” i traditionel forstand, som i Jens Hansens bondegård. Men jagten gjaldt slet og ret ”udkanten”, en lille by, der lå uden for en anden lille by. Derude, hvor der bare ikke sker noget særligt.
Selv togene slap op, og vi blev modtaget af en smilende Sotaro, værten fra vores airbnb, der kørte os det sidste stykke. Vi ankom til en lille flække, der bestod af en hovedgade med et par butikker, et lyskryds, en benzinstation og en slunken flod, der mundede ud i en havn, der lugtede af gamle fisk.
En gåtur rundt i byen – det vil sige op og ned ad hovedgaden og et smut omkring havnen – var en stille affære. Meget stille. Vi mødte tre mennesker på vores vej, to hunde og en stor flok måger. Husene var slidte og forsømte og bygget lidt hurtigt og tilfældigt, som de fleste huse i Japan. Krisen kradser stadig, især herude. Byens unge havde hurtigere, end man kan sige ”Nykøbing Falster”, taget det første tog væk fra mågerne og ned til de større byer sydpå.
Hvad byen savnede af X-factor, havde vores vært på sin egen drengede måde. En lokal fyr, der med kone og barn havde arvet byens lille Onsen (japansk varmebad) og noget, der lignede et tilhørende lokalteater. Det havde han med ungdommelig optimisme lavet til et bed-and-breakfast med japanske gulvmåtter og fisk til morgenmad.
Af alle små flækker i Japans randområder var vi havnet det rigtige sted. Vores vært trak et par havkajakker frem fra et nedlagt omklædningsrum ved stranden og tog os med på fisketur omkring byens stolthed, en lille klippeø med flere måger.
Bagefter hoppede vi i hans Onsen sammen med byens ældre damer, der kom for den daglige dosis sladder & wellness. De gled uanfægtet fra det skoldvarme kar til det iskolde i én uendelighed, kun afbrudt af full-body skrubninger med en hamphandske. De gik derfra med et smil på læben og højrød kulør.
Dagen sluttede i teatersalen, der lignede en krydsning mellem en samuraiborg og et zenbudistisk tempel; en stor sal med sivmåtter og papirvægge og en kæmpe krukke i midten. Dertil et utal af hengemte smågange, kringelkroge, skjulte rum, skabe og trapper, kort sagt, den perfekte kulisse til dåseskjul, da natten faldt på.
Tiden gik hurtigt i verdens ende med vores ukuelig vært ved roret. Måske er det éns lod som hotelvært på Noto-halvøen at lægge sig i selen. Men vor igangsætters umiddelbare glæde ved sit projekt var imponerende. Byen havde fået sin første seværdighed.
/Bodil
[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/6136281448342645905?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]