Udkant & Vandkant på den Arabiske Halvø
Vi mødte vores vært Salem på byens eneste benzintank. Det var varmt, vi var trætte og havde kørt hele dagen gennem ørkenen med kurs mod det Indiske Ocean. Foran ventede tre dage på stranden, et tiltrængt break fra den brølende varme, der hang over det centrale Oman. Pigerne glædede sig til at kaste sig ud i bølgen blå, mens Bodil fablede om alle de ”prawns” og ”lobsters” hun skulle fortære.
Salem lignede en arabisk udgave af Don Draper fra Mad Men, hér iført shorts og skødesløs turban. Han var lidt mørkere i løden, ja, men havde ellers samme melankolske øjne og klippeagtige hageparti, og samme tilknappede manér, som mange kvinder falder for. ”Følg efter mig” sagde han, og svang sig op i sin store beskidte 4-hjulstrækker. Vi andre krøllede os ned i vores Toyota Yaris med automatgear. Udlejerens forsikringer om en ægte ”familiebil” rungede i mine ører. Sjældent har jeg følt mig mere familieagtig.
Turen mod stranden gik hen over en nedlagt landingsbane. Asfalten var bulet og krakeleret, og strakte sig som et sort hav til alle sider. Det flød med mursten, sprængte bildæk og væltede affaldscontainere. I periferien stod de sædvanlige omanske familiefæstninger i forskellige grader af forfald. For enden af landingsbanen svedte en legeplads i solen: En falmet ruchebane, en rusten vippe, en gynge, der hang slapt fra den ene kæde. Det lignede Tjernobyl på en varm sommer dag.
Salem drejede fra og gjorde holdt nær vandet. ”Here we are…” sagde han og slog døren op til en sivhytte, der var ganske tom på nær otte skjoldede madrasser, der lå på jorden. Ingen strøm, ingen vand, ingen vinduer, ingen lokum ud over et hul i jorden. Til gengæld kostede hele herligheden 600 kroner per nat. ”No fan…?” spurgte Bodil med en sjælden bister mine. Nope…
Don havde fat i den lange ende, så vi rystede ærgrelsen af os, trak i badetøjet og kastede os ud i vandet, som til gengæld var klart og blåt. En fisker sejlede forbi og gav Salem nogle fisk, som han forærede Bodil i bodsgave, inden han rullede væk i sin pickup. Solen gled ned i havet og vi riggede an til natten. Pigerne og jeg sankede brænde fra stranden (en del af Salems stråtag gik til optænding, det føltes godt…), mens Bodil, den evige Bogensepige, rensede fisk med lommekniv. Vi tændte bål og grillede fisk over gløderne, lagde os til rette under stjernerne og faldt i søvn til lyden af det brusende hav. Det blev nok den mest mindeværdige aften på hele turen.
I løbet af de næste par dage trådte Don i karakter, dog stadig lige umælende og melankolsk: Vi snorklede fra hans motorbåd, så havskildpadder parre sig i vandet og sejlede om kap med en stime delfiner. Pigerne sad i stævnen og kunne nærmest røre de store fisk, som boltrede sig i vandet foran og under båden, måske 50 delfiner i alt.
Om aftenen ræsede han os rundt på stranden med sin monsterbil med Dicte på forsædet, mens krabberne løb for livet. Senere så vi en havskildpadde lægge æg på stranden på klods hold – Salem løftede dens ene luffe så vi kunne se æggene plumpe ned i hullet styk for styk. Næppe i pagt med økoturismens ABC, men fascinerende var det. Trods dens ramponerede ydre var Ras Al Hadd en sand perle, der overbød de mest checkede destinationer i naturoplevelser.
På tredjedagen forlod vi stranden. Vi satte os ind i vores radiobil og bevægede os forsigtigt ud på de sandede bagveje, der førte tilbage til landingsbanen og byen. Desværre var jeg en elendig ørkenrotte, inden for to minutter sad Toyotaen fast i en sandbanke. Jeg måtte ud og grave, mens pigerne fulgte med fra bagsædet med deres blæsende aircon: ”Måske du skulle tilkalde Salem” var der én af dem, der pippede.
Og sådan blev det – turens værste knæfald var en sms til Don og et råb om hjælp. Snart dukkede han op i horisonten i en sky af støv. Han trak os fri, eskorterede os ud og vinkede pænt farvel. Næste gang bli’r det ikke en Yaris. Jeg vil ha’ en Toyota Pickup.
/Peter
For billeder fra den yderste spids, se hér...