Bangalore – Østens Paris

”Du vil ikke kunne genkende det…” sagde en af mine venner med let plirrende øjne, da han hørte at vi skulle starte vores tur i Bangalore ”…det er blevet totalt checket, glasbygninger overalt, det ligner Paris”.

For min indre nethindre så jeg fortovscafeer, smarte chicks og prægtige boulevarder flimre forbi. En fugl føniks, der rejser sig fra den indiske kloak med næbet rettet mod en funklende og strømlignet fremtid. I givet fald med en del bæ på vingerne, for den eneste umiddelbare lighed med Paris var de brede boulevarder og en sindssyg trafik, et inferno af dyttende og båttende rickshaws og ditto brølende busser, et sted hvor jungleloven er støbt i asfalt og hvor cyklister er buler på vejen.

Men pigerne syntes godt om tuk-tuk’erne. Når nu mor og far alligevel insisterede på at trække dem ud af hotellets hyggelige have, så var det et tåleligt kompromis at blive fragtet rundt i byen i ”sikker” afstand fra den påtrængende indiske virkelighed. En gåtur på mere end 100 meter var nærmest udelukket, med mindre der fulgte løfter om fjernsyn ad libitum på tilbagekomsten. Stod det til dem, sad vi hele dagen på hotellet og spiste havregryn!

Og egentlig forstår jeg dem godt, for Bangalore er og bliver en stor, grim, støjende, støvet indisk storby. Et enkelt diset lyspunkt i udstødningstågerne var de gamle bungalows, der lå spredt rundt omkring i vores kvarter som mørnede reminicenser fra den britiske tid.

Små tilgroede spøgelseshuse, der var gledet i ét med haven, men hvor verandaen stadig kunne skimtes bag lianerne, og måske konturerne af den tidligere ejer, der sad iført ridestøvler og topi og drak gin-slings til lyden af cikaderne.

På porten var fortiden indgraveret i sten med navne som ”Rawlinson lodge” eller ”Mayfair house”, og det gav et stik i mit kolonielle hjerte. Men det er længe siden. Cikaderne er væk, det er briterne også. Det er Bangalore egentlig også. Nu hedder det Bengaluru.

17.-20. november 2009

/Peter