Little Amsterdam
Fyrene kørte på motorcykel, så smarte ud og købte is til pigerne, der kvitterede med minimale tørklæder, der hele tiden faldt ned på skuldrene. Vi var i Galath, en lille idyllisk bjerglandsby med stejle, brostensbelagte gader og en snert af Toscana, og et yndet fristed for de unge i Shiraz, der skulle på picnic i skovene. Det var sommer, sol og søndag.
Efter 18 dage på den Arabiske halvø var vi tilbage i Iran. Gensynet gjorde godt. Temperaturen faldt med cirka 15 grader og selvom Dubai og Oman var fascinerende, var det en fryd at vende tilbage til det skramlede Iran med de evigt imødekommende iranere.
Alting var mere håndholdt i Iran. Selv de skrappe restriktioner fra præstestyret virkede bøjelige i hverdagen. Den strengeste kæft-trit-og-retning-oplevelse, vi endnu har haft, var ikke i Iran, men på grænsen fra Oman til Dubai, hvor vores bus blev tæsket igennem af grænsekontrollører med dræberinstinktet på plads.
Selv kom jeg ind til Frøken Nidkær med bister mine og æsken med engangsplastikhandsker ved hånden. Efter at have endevendt AL min bagage, rettede hun sit kikkertsigte på vores spillekort: Pictionary, Alias, Set osv. Især Ego-spillet undersøgte hun med lup. Måske en forklaring ville mildne hendes sind?
”Hvis du bliver tilbageholdt ved grænsen af Ilse, hundjævelen fra SS, iført engangshandsker, vil du?
A: Indtage fosterstilling, begynde at græde og be’ om nåde?
B: Pege på en sagesløs japansk pige ved siden af dig og påstå, at du så hende sniffe coke på toilettet?
C: Lave en scene, tilkalde hjælp og anklage Frk. Nidkær for seksuel chikane?”
Hun var pænt ligeglad. Hvordan man gemmer narko i et spil kort ved jeg ikke, men alle kortene blev sendt til tjek på laboratoriet. Mens den ene Ferrari med expats eller rige sheiker efter den anden drønede forbi vinduerne uden problemer, sad jeg så der og ventede. Tænk at komme i Dubai kvindefængsel på grund af et egospil…
Jeg klarede frisag og befandt mig nu uendeligt langt væk fra grænsevagter og engangshandsker. De unge i Galath holdt picnic i det grønne, bjergene var smukke og livet var let og luftigt. Så let at de unge begyndte at dingle lidt… Den dér sødlige lugt, der strejfede vores næser, var det ikke pot?
Det var næppe et tilfælde, at Galath havde tilnavnet ”Little Amsterdam”. Rusmidler og frisind var netop denne lille bys store trækplaster: Et blindt øje fra myndighedernes side, der både tillod kys i krogene og fester med alkohol og tjald. Ikke helt åbenlyst, men ingen gjorde sig stor umage for at skjule fornøjelighederne.
Vi hørte historier om, hvordan mange forældrene også er trætte af de bånd, de forventes at lægge på deres halvvoksne poder. Skulle politiet opdage to unge sammen i færd med andet end at lave lektier, var proceduren, at de fluks ringede til forældrene. Var forældrene ligeglade, kunne de unge risikere fængsel – nogen skulle jo opdrage på dem, og derfor var forældrenes vredesudbrud vigtigt, for at de unge klarede frisag. I telefonen lovede de så bål og brand og voldsomme repressalier til deres lømler af nogle unger, så de kunne lære at opføre sig ordentligt – og gjorde ellers ikke mere ved dén sag.
Vi var til gengæld de kedelige turister. Trods tilbud om lidt af hvert holdt vi os på dydens smalle sti, og bestilte endnu en runde kaffe og juice. For ikke at falde helt igennem hev vi dog kortene frem og tog os et vovet spil Ego.
/Bodil
Ras Al Hadd, Oman ⇐ forrige blog