Den flyvende grønlænder

 

Sms’en bippede ind ved daggry. Jeppe var landet og sad nu og ventede på en kaffebar nede ved stranden. Dicte ville med, så vi drog af sted for at finde julemanden, mens den mere søvnige del af familien boblede videre i deres silkeposer.

Vi spottede ham på afstand, han sad med en Machiato Latte i hånden og så tænksom ud. Stirrede bekymret ud over det Indiske Ocean. Havde han mon set verden begynde? Eller lige hørt et stjerneskud? Eller overvejede han om der nu også fulgte crutonner med i en indisk Cæsarsalat? Eller spekulerede han på hvor i al verden hans bagage mon var havnet? Måske var det derfor hans blik var rettet mod den Arabiske Halvø? Måske lå hans rygsæk i en bagende varm flybug på en landingsbane i Dubai? Måske lå alt det svinekød og rugbrød, som han havde været så venlig at tage med fra det gamle land, og sydede i 80 graders varme? Det var næsten ikke til at bære, og så endda på en juleaftensdag!

Men kaffen var god, havet blåt og gensynet kærkomment. Pigerne var fortryllede, Jeppe var en helt, en eksotisk, dansktalende skabning fra en fjern planet, der altid var klar med en go historie – en frydefuld afveksling fra fars efterhånden noget slidte godnathistorier.

Varkala var også en fryd; en smuk, hvid strand omkranset af 30 meter høje klipper og ganske blottet for boder, udskænkning og hustlere generelt. De lå til gengæld talstærkt på toppen af klippen langs en kilometer lang promenade med fabelagtig udsigt og paranoide fald – især når man gik aftentur med pigerne og de muntert tjattede til hinanden.

I værste fald var måske afmærket med symbolske hegn af pindebrænde og fletværk, men ellers var der frit fald. I Danmark havde man nok anlagt en meterhøj betonmur med små glughuller. Inderne er ikke pylrede.

Vi endte med at hænge ud 13 dage i Varkala, en ny længderekord på vores rejse og en lise for sjælen. Især for os, der ikke havde skjult os på Old Harbour Hotel, men på krop og sjæl havde oplevet Indien for fuld udblæsning, var dette en tiltrængt pause fra virkeligheden. Til gengæld fik Bodil farvet hår.

Juleaften spiste vi en 1½ time forsinket, middelmådig fiskebuffet uden dessert. Pigerne tog det pænt, Jeppe var der jo… de fik gaver og faldt i søvn ved bordet, selv delte vi en fortrinlig flaske Sydafrikansk Pinotage, som Rasmus kunne have anbefalet.

Næste dag dukkede Jeppes rygsæk op, komplet med danske aviser og en lettere ramponeret, men stadig velsmagende leverpostej. Dertil flere gaver, friske underbukser til Jeppe og hans toilettaske med diverse cremer. Og så blev det alligevel jul i den gamle bungalow.

23. december – 5. januar 2010

/Peter

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5421324489025130689?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5423959703401112657?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]