Plastic Fantastic
”We’re arriving shortly in Kuala Lumpur International Airport. Please fasten your seatbelts and remain seated until the plane has reached a full stop. The time in Kuala Lumpur is 13.45 and the temperature is 32 degrees. Trafficking of drugs carries mandatory death penalty under Malaysian law. Have a pleasant day.”
Nye kontante boller på suppen. Vi havde stadig Indien under huden, da vi ankom til Kuala Lumpurs skinnende rene lufthavn, hvor man ikke ville have slinger i tolden. Jeg havde som Peter ganske tabt mit hjerte til Indiens ramponerede charme. Forskellen var enorm. Mødet med Malaysias hovedstad var turens hidtil største sceneskift.
Fra skramlede, småbeskidte og overbefolkede Indien stod vi i et blankpoleret og velforsynet KL, enhver shopperholics vådeste drøm. Alle Kuala Lumpurs forretninger befandt sig indendøre i store malls og 16 graders aircon. Gadelivet udenfor var ikke eksisterende, med undtagelsen af det evigt pulserende Chinatown, der synes at forefindes i enhver asiatisk by med respekt for sig selv. Resten af KL lå nærmest mennesketomt hen; eneste udendørs aktivitet var bilerne, der fragtede byens blandede befolkning af malayer, kinesere og indere fra det ene kæmpe shoppingscenter til det andet. Gad vide om hele den tropiske verden ville flytte indendørs, hvis de havde råd?
Som vi gik rundt i Time Squares Center – Sydøstasiens største indkøbscenter komplet med indedørs rutchebane – var vi så uendelig langt fra Trivandrums slidte gadebillede med tiggere, gadehandlende og rickshaws. De yndefulde indiske kvinder i sarier – jo, Kræsten havde ret, de er bare SÅ smukke – var skiftet ud med kantede kinesiske skolepiger i japansk harajuku outfits med altid synlige MP3ere og mobiler. Her kunne man få absolut alt.
Kan man f.eks. forstille sig noget så åndsvagt som eye lashes extensions? Jo, på hvert enkel øjenvippehår kunne man få limet et ekstra hår på, så man til sidst lignede Andersine. Eller hvad med et par totalt cirkusagtige cowboybukser overstrøet med pailletter? Og hvem er kunder til den slags ligegyldigt lir? (Jo, cowboy¬bukserne kan jeg jo altid bruge til en eller anden sjov fest på højskolen og de der extensions skulle bare prøves….).
I denne strømlinende magelig- og fornøjelighed mødtes vi med Stig og Patrick. Et hyggeligt gensyn med to kommende rejsefæller. Eller rettere én, for Stig blev bleg om næbbet og fik svedeture ved tanken om en jungletur med to irriterende unger (”Stig, hvis du ikke holder op med at ryge, så skal du dø!”) og en prustende hyrevognschauffør. Maveforgiftning, sagde han… og hoppede på det første fly til Saigon.
Men inden vi sagde farvel til Stig og hev Patrick ud af de civiliserede omgivelser i KL og proppede ham ind i en jungle, gav vi den i samlet flok som storbyturister. Hvilket naturligvis inkluderede den malaysiske udgave af pedicure: I smarte saloner kan man stikke fødderne ned i et bassin med små sulte fisk, som fluks går i gang med at spise af fødderne. Den kriblende fornemmelse synes vi ikke, hverken Stig eller Patrick skulle gå glip af. De blev kastet ind i en smart ”Få-fødderne-guffet-rene-af-minipiranare”-klinik, og Stig var den første til at smide fødderne for fiskene. De flokkedes henrykte om hans hvide vinterfødder, lige indtil Patrick sænkede sine ditto ned i vandet. Rygtet spredte sig hurtigt, Stigs fødder kunne få lov at være Stigs fødder, og alle flokkedes om Patricks bremseklodser.
Så melder spørgsmålet sig naturligvis: smager hyrevognsfødder bare bedre, eller sidder Stig i al hemmelighed og i nattens mulm og mørke med neglesaks og hælefil og nusser tæer hjemme i Brøndby? Vi lader billedet stå et øjeblik….
14. – 19. januar 2010
/Bodil (alias Andersine)
[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5435425722269337089?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]