Rumble in the Jungle
Jeg hader fodbold. Især fodbold på tv. Ja, faktisk hader jeg næsten al sport på tv. Så sportskanaler som ESPN, der kører natten lang med panelsnak og fodboldnørderi over det forventede udfald mellem bundhold som Stoke og WestHam slår pænt ud på mit aversionsbarometer. Derfor var jeg måske heller ikke helt så forstående som jeg burde have været, da Paddy nervøst pirrede ind i sin lettere fugtige junglehytte og konstaterede, at der hverken var aircon eller tv.
Han havde i forvejen været noget vranten over at skulle længere op ad floden. Efter tre timer i bus og tre i speedbåd op af floden og ind i junglen, havde han hellere end gerne slået rødder i den noget tarvelige landsby Kuala Negara, der ligger ved indgangen til nationalparken. ”Bare der er pils, AC og mere end ét menukort at vælge i mellem” sagde han, mens han trådte ned i den stærkt vippende båd, der skulle fragte os det sidste stykke vej op til vores guest house.
Svaret faldt kontant (sammen med Paddys humør) da vi kort tid efter gjorde vores entre i de meget rustikke ”junglehytter”. Nul pils og præcis ét menukort. Og som en ekstra flue i suppen var der ikke bad og toilet på værelset. Paddy var skeptisk. ”Skoven hér holder næppe til mere end to dage” proklamerede han efter at have inspiceret de fritstående lokummer, hvor en del af junglens insekter hang ud som faste gæster. Til gengæld var det billigt, det havde en fabelagtig udsigt over floden og en kælen kattekilling, som pigerne kunne fordre med levende fisk. Så vi andre var glade.
Teman Negara nationalpark skulle efter sigende indeholde noget af verdens ældste regnskov – 130 millioner år gammel og er nu én af Malaysias primære turistattraktioner, med dertil hørende arsenal af turistvenlige aktiviteter.
”Cannopy walkway” er parkens hovedattraktion for os mainstream turister. Den består af en 500 meter lang hængebro, der dingler i reb fra træerne godt 45 meter over jorden. Selve broen skulle være sikker nok – der er i hvert fald masser af net langs siderne, der sikrer at man ikke falder ned – men trædearealet er næppe mere end 30 cm. bredt og holder man ikke godt fast med begge hænder og træder præcis i midten, svajer hele broen på grummeste vis.
Vi krydsede alle hver for sig med 100 meter i mellem os, dog ikke Dicte og jeg, som fulgtes ad. Paddy førte an, ganske ufortrødent. Hernæst Emilie syngende ”Vi sejler op ad åen…”, Bodil med højdeskræk og bleg om næbbet, og Dicte med højdeskræk og et hysterisk anfald efter 100 meter.
Med en blanding af tryglen og hersen sneg vi os langsomt af sted, (kilo)meter efter (kilo)meter, én hånd på rebet og én om Dictes skælvende hånd alt i mens broen svajede faretruende meget frem og tilbage. Og så pludselig, de sidste 200 meter, fordampede hendes frygt, og af sted gik hun – alene – med sikker fod. Hun indhentede Emilie og de fulgtes ad resten af vejen, strålede som en sol da hun var færdig, dansede og sang og råbte: ”IGEN!”
På dag 2 stiftede vi bekendtskab med én af junglens mere snigende attraktioner, da vi vandrede rundt i junglen uden sokker i sandalerne, noget vi danskere ellers sjældent plejer at gøre. Pludselig lød der et hyl fra Emilie, der panisk stirrende ned på sin fod hvor der sad to klamme igler og mæskede sig i hende blod. Bodil hev dem af, det blødte, og vi andre kiggede nervøst på vores egne fødder. Herefter lød hylet over fra Dicte….
Og sådan gik gråden på tur hele vejen hjem, lige indtil sidst, hvor Dicte selv hev en igle af foden, betragtede hvordan den hang fast i sin finger, hev den af med den anden hånd, hvor den også hang fast, for så endelig at knuse det lille kryb med begge fingre. Så ku den lære det, ku den…! Det gjorde vi i hvert fald.
19. – 22. januar 2010
/Peter