Den 15. november 2009 blev drøm til virkelighed. Foran os lå seks måneders rejse i Østen med vores to piger, Emilie på 5 og Dicte på 3. Vores to rygsække var hårdt pakkede, alt overflødigt gods var skrællet bort (troede vi…). Inklusiv legetøj! Pigerne havde hver deres bamse i hånden. Dertil 800 gram Lego og en håndfuld farveblyanter i sækken. Bodils føntørrer var blevet ofret på et alter af 40 pixi-bøger, som vi – efterhånden som månederne skred frem – udviklede en stadig større lede ved. Især dem med Paddington og Rasmus Klump.
Den første tur på rejsen var ganske prosaisk; bus nr. 701 til Hillerød station. Herefter ventede S-toget til Nørreport, metroen til Amager, flyveren til Indien. Men ellers var vores planer ret diffuse. Vi havde en enkeltbillet videre til Malaysia i slutningen af januar, og én hjem fra Singapore i midten af maj. Dette er historien om hvordan det gik, og hvor vi havnede.
Efter 3½ måned i Asien havde vi efterhånden fået ris nok. Kroppen skreg på Kelloggs cornflakes, store bøffer og smule (vestlig) humor. Vi trodsede vores (min) nærighed, og vores (min) angst for giftige slanger, og gjorde hvad vi ikke havde regnet med. Vi satte kursen mod Australien. Mod Northern Territories, Downunder.
Mandag den 8. marts 2010
Smile if you’re a wanker
Dag 103 – Darwin
Vores maratonflyver fra Sumatra til Darwin sluttede kl. 5 om morgenen på Frogshollow guesthouse. Nogle timer senere vågnede Dicte og jeg til lyden af musik og flaskeklir fra fællesrummet. Udenfor sad drengene og hyggede sig med morgenpils.
Det var næsten som at være tilbage på kollegiet, bortset fra at ”drengene” ikke var 20-årige knægte på SU, men granvoksne gutter på nogle-og-fyrre, druktynde med slidte tatoveringer og smøg i kæften. Følte mig temmelig faragtig, som jeg kom slæbende med havregryn og cornflakes, pixi-bøger og tegnesager og rettede an til morgenmad sammen med Dicte.
Efterhånden som solen stod op, tog festen form; ét bord blev til tre, deltagerkredsen voksede, alle på hotellet gik rundt med en øl i hånden, alle havde bar overkrop undtagen pigerne (og godt det samme), der til gengæld var store som 4-hjulstrækkere og havde pigtrådstatoveringer rundt om overarmen, alle sagde ”yeah mate, how’s going”, alle var ekstremt venlige.
Australien var lige præcis som det skulle være. Pigerne elskede det. Ditto hér.
Dagens højdepunkt var dog turen til supermarked sammen med Emilie. Slut med Asiens tarvelige ”hyper markets” og deres endeløse rækker af pulvermælk, pulverkaffe og pulverkarry på støvede lagerhylder, slut med simili og plagiat (f.eks. ”snyde-cornflakes”, som pigerne nu kalder alt andet end Kellogg’s), slut med aldrig helt at vide hvad det er man får, før det er for sent.
Næh, dette var ”the real McCoy” – den ægte vare – med saftige steaks og sprøde majs, friskbagt brød og nymalet kaffe, saltet smør og ægte mælk fra rigtige køer. Den aften var der ingen brok over aftenmåltidet, den aften spiste pigerne med en sjælden vellyst.
Det havde ellers ikke skortet med advarsler mod at tage til Northern Territories ”In the Wet”. Omkring Darwin ville alt være vådt og mudret. Og længere sydpå ude i ørkenen ville det være brølende varmt.
Skyerne lå også en kende tungt de første dag par dage, dog ikke nok til at dulme vores ”vi-er-tilbage-i-vesten”-eufori. På tredjedagen ramte realiteterne os som en spand lunken vand. Monsunen var landet, himlen blev mørk, det lynede og tornede og stod ned i stænger dag og nat. Selv knastøre Alice Springs, vores destination 1500 km. mod syd, var ved at drukne og fik mere regn på få dage end de sidste to år sammenlagt!
De lokale var målløse. ”Det kan fortsætte en uge eller en måned, nobody knows…” sagde de og rystede på hovedet og åbnede en ny pils. Selv sad vi med en lettere fugtig – og uopsigelig – lejekontrakt på en camper med aflevering i… Alice Springs!
I mellemtiden besøgte vi Bodils krokodillejægeronkel Niels Anton ”Tony” Christensen, der huserer ude i Noogoo swamp syd for Darwin. Manden har 600 krokodiller på samvittigheden, skudt tilbage i 60’erne, dengang det stadig var tilladt. Proceduren var enkel, forklarede han med sit brede australske vendelbomål; man sejlede ud på floden om natten med en riffel og en lygte, pløkkede dem mellem øjnene, der lyste rødt i lygtens skær, hoppede i vandet, dykkede ned og fiskede dem op igen.
Hvis de lå længere nede end 4-5 meter, markerede man stedet og vendte tilbage næste dag. ”Jam’ var I da ikke bange for andre krokodiller?” spurgte SAP konsulenten (der knapt nok kan hente en gummiand op fra den dybe ende af en svømmepøl). ”Næh…” svarede han, ”det var mere hajerne, vi var bange for”.
Vi mødte ham i et shoppingcenter uden for Darwin. Manden har naturligvis ikke mobil (eller internet… haha), kun en postboks igennem hvilken vi havde aftalt tid og sted. Han var ikke svær at få øje på; en lille, tætbygget fyr midt i 70’erne med flipflopper, safaribukser og bredskygget hat med påfuglefjer. Vi satte os ind i hans 4-hjulstrækker og kørte ud i bushen, ned af røde jordveje, gennem dybe vandløb, helt ud i krattet hvor hans hytte ligger.
Det var som at træde ind i en kulisse fra en anden tidsalder; et simpel træskelet, hvor vægge af net dannede rammen om et lille, hyggeligt rum, sirligt og spartansk indrettet med seng, bord, tv og stol, en bogreol, en opslagstavle og en udstoppet fugl. Det var hans tredje hus, kommenterede han lakonisk, ”det første brændte, det andet styrtede sammen”.
På vej tilbage til Darwin summede jeg over vores eget liv og alt det overflødige bras, vi slæber rundt på i vores magelige og højmaterielle middelklasseliv. En bil passerede os med en tekst på bagsmækken, som både indkapslede den australske ånd og min egen sindstilstand. ”Smile if you’re a wanker”, stod der. Jeg smilede.
/Peter
Mandag den 15. marts 2010
Wet Wet Wet
Dag 110 – Turen fra Darwin til Alice Springs
Yes! Nu skulle vi ”on the road”! Nu skulle vi være cool og casual på den der Thelma & Louise-agtige måde med solbriller og støvede cowboybukser (bare i et andet land og uden dén slutning).
Først skulle vi have en sej øse. Måske en 4-hjulstrækker, der kunne give det rette outback ranger-look med rødt mudder og kænguruværn til at tage de værste buler? Eller skulle man hellere gå den magelige vej og få sig en ordentlig eurocamper med indbygget køkken og brus? Valget var simpelt: alle udlejningsbiler var sydpå, hvor normale turister ville tage hen på denne årstid.
Tilbage stod kun den mindste og billigste hippie-van. Peter Scrooge lyste op i et smil. Hm. Nå, med et telt også havde vi sovepladserne på plads, og kunne nu begive os ud på de australske vidder på en lidt mere backpacker/campist-agtig måde…
1500 km var i vente fra Darwin til Alice Springs og derefter 450 km yderligere til Ayers Rock. Første stop var ved Edith Falls i den sydlige del af Kakadu. Vi var stadig ikke ude af monsunbæltet og måtte slå lejr på en øde campingplads, hvor alle faciliteter var lukkede og skyerne hængte tungt over teltet. Fluerne havde meldt deres ankomst og da mørket faldt på, gjorde regnen det samme.
Peter Spejderman havde selvfølgelig smidt oversejlet omvendt på, så regnen silede ned i teltet. Festlig nat med våde unger, en irriterende optimistisk Steen & Stoffer-far (”Når regnen holder op, bliver det først rigtig sjovt!”) og en indædt, sammenbidt mor, der forbliver anticampist til sin dødsdag.
Det eneste, vi så til andre mennesker, var den lokale ranger, der næste morgen kiggede forbi og afkrævede os 22 dollars for at få lov til at blive gennemblødte. Fedt.
Nå, vi kørte fortrøstningsfuldt videre, væk fra regnen. Og så foldede Australien sig ud: landskabet blev bjergtagende smukt, himlen høj og uendelig blå og solen bagte på den røde jord. Fra det tropiske Darwin i nord skiftede landskabet langsomt til ørken, som vi kom længere sydpå. Tætte grønne træer blev til spredte buske for til sidst at blive til enkelte græstotter.
Vi gjorde holdt i byen Wauchope. Trods sin status som by på kortet, udgjorde Wauchope kun én tankstation med en tom campingplads og et par barakker med motelværelser. Fluerne var overalt. Af den slags, der befinder sig bedst i éns øjne og næse. Dernæst græshopper. Og dét i en grad, der kunne få Ægyptens syv plager til at ligne kortvarige irritationsmomenter.
Det var et søvnigt, støvet og varmt sted med en forladt stemning. Den lå langt væk fra alt. 250 km mod nord lå Tennant Creek, der selv blot havde én hovedgade, der nærmest holdt op, før den var begyndt. Mod syd lå Alice Springs 440 km væk. Wauchope var uden tvivl dødens pølse af en trist affære, en flække, der ikke engang var stor nok til at være en flække.
Indtil kl. 9 om aftenen. Pludselig blev tankstationen til et værtshus med masser af glade australier, der var dukket op fra det rene ingenting. Hvad skete der? Hvor kom alle de glade mennesker fra? Jo, de var kommet kørende fra nær og fjern (læs fjern) for ligesom at blive luftet lidt. F.eks. skolelærerne fra Tennant Creek, der ikke orkede at støde på deres elever i byen (forståeligt). Og alle andre tætboende naboer indenfor en radius af 600 km.
Afstande er ikke en hindring for australierne. Vi tog smutturen fra Darwin til Alice i et uhørt mageligt tempo med seks overnatninger undervejs. Undervejs fik vi til gengæld set vandfald, fløjet i helikopter og klatret på selve djævelens marmorkugler.
Forude ventede The Red Centre…
/Bodil
Lørdag den 20. marts 2010
Lady & Vagabonderne
Dag 114 – Fra Alice Springs til Uluru (Ayers Rock)
Der findes to slags turister i Uluru; dem der ser dumme ud MED fluenet om hovedet, og dem der ser dumme ud UDEN fluenet om hovedet, konstant viftende med hænderne for at holde de små bæster væk. Og ligesom man kan aflæse en personlighed ud fra joggingteknik, kan man også gøre det ud fra vifteteknik.
Nogen vifter rundt med armene med store, rasende bevægelser. Andre vifter med hænderne alene – små kontrollerede, mekaniske vift, der kører konstant om ørerne. Andre igen virrer irriteret med hovedet og lader som om de – ligesom urbefolkningen og de hårdeste aussies – sagtens kan abstrahere fra de evige plageånder… i modsætning til os amatørturister, der valgte netløsningen (var det ikke for Bodil, havde jeg tilhørt den sidste – eller første – gruppe, jeg er meget taknemmelig!).
Aldrig har jeg set så mange fluer i mit liv. Der går ca. 7 sekunder fra man træder ud af bilen/teltet/bunden af poolen til de får færten af en, og en hel flueslægt er på vej ind i øret. Og selv om de foretrækker voksne frem for børn (vi lugter vel dårligere), og Bodil frem for mig, så glemte pigerne kun én gang at lyne teltet efter sig.
Det var skønheden ved Outback camping; man kom tæt på dyrelivet. Tæt på alle de kryb, der for længe siden trak evolutionens korteste strå, da Australien rev sig løs fra resten af verden. Tæt på alle de unuttede dyr, der havnede i en rød ørken sammen med en milliard fluer. Det var i hvert fald den følelse vi fik, os der lå i telt. Pigerne og jeg. Bodil forskansede sig i bilen; gravede sig ned i en sovepose og gemte sig bag et myggenet.
Os andre udenfor havde gengæld frit udsyn til stjerner og daggry. Vi vågnede til lyden af vilde emuer, der puslede om teltet, og sultne dingoer der hylede som ulve og slikkede gårsdagens stegepande. Og når vi stod op og gjorde klar til morgenmad, hørte vi en sagte snorken fra vognen hvor Lady lå og boblede. Det første vi hørte fra hende, når hun endelig vågnede, var en lavmælt banden. Bildøren ville åbne med et smæld, hun ville stikke hovedet ud og forlange bare én nat på motel.
Tanken om at droppe Uluru strejfede (i et svagt øjeblik i det kølige shopping center i Alice). Orkede vi det? En sten i en ørken 450 km. fra Alice Springs! En stor sten, ja, men alligevel….vi skulle jo også tilbage igen. Altså godt 1000 km. oven i de 1500 km. vi allerede havde kørt.
Men pigerne brokkede sig overraskende lidt over de lange ture, så vi drog videre og konstaterede, at det var hele umagen værd. Både turen rundt om klippen, farvespillet ved solnedgang (vi droppede solopgang – same same, just different) og ikke mindst Ulurus mindre omtalte lillesøster ”The Olgas”, hvor vi lokkede pigerne ud på en længere tur gennem de smukkeste stenformationer.
Turen til Uluru står nu som et af højdepunkterne, hér down under. Faktisk i sådan en grad, at vi uden at kny lagde yderligere 700 km. oven i vores rejse og satte kursen mod Kings Canyon. Hvad vi ikke vidste, var at regnen ventede lige om hjørnet. Men det er en hel anden historie…
/O’Malley
Tirsdag den 28. marts 2010
Wet Downunder
Dag 118 – Kings Canyon (nord for Ayers Rock)
Hvad kameler mangler i intellektuel udstråling, har de i underholdsningsværdi. Så nord for Ayers Rock hoppede vi glad op på en af slagsen. Glad og glad… Dicte var lidt utilfreds med, at man skvulper sådan frem og tilbage i sædet, men kamelen fik alligevel et stort knus til sidst. Dét havde stedets egentlige attraktion, en aussie-cowboy ved navn Luke, sikkert også fået gennem tiden (se billederne, de taler for sig selv).
Peter syntes, vi hurtigt skulle videre til naboen, Jim’s Place, hvor vi kunne få os en sandwich og måske oven i købet høre dingoen Dinky synge. Stakkels Dinky var som lille kommet for skade at hoppe op på et klaver og gå en tur, mens den ligeså godt syntes, den kunne stemme i med sin hylen.
Pludselig var den Stuarts Highways største seværdighed (næst efter Luke). Dinky havde allerede optrådt to gange, inden vi ankom, så den var træt, men da Emilie fandt et kæmpe møl i sin sandwich, kom hunden fluks på banen. Koncerten var kort, men kraftfuld og berettigede uden tvivl Dinky til et verdensberømt hundeliv.
Men først og fremmest skulle vi på campingtur til Kings Canyon. Vejret så godt ud, og supercampisterne (Peter og pigerne) pudsede primussen og spidsede pløkkerne, mens jeg forsøgte at finde min indre B.S. Christiansen frem.
Vi tog af sted, kørte hele dagen og kom frem til Kings Canyons campingplads. Om natten faldt de første dråber og næste morgen silede det ned. Og alle de andre campister – der havde hørt vejrudsigten – var taget af sted. Inden vi havde set os om, var vi i færd med at pakke teltet sammen i silende regn, og plaskvåde forlod vi atter Kings Canyon. Regnvejret ville kun blive værre, fik vi at vide.
På vej tilbage til Alice Springs passerede vi først Kings Creek, som allerede var flydt over sine breder. Vores brave hippie-camper pløjede sig igennem vandmasserne, men så kom Kathrine Creek. Vejen lå under en meter vand. Peter kløede sig i nakken og mumlede nogen om den 4-hjulstrækker, som vi havde sparet væk.
Vi drønede tilbage mod Kings Canyon for at overnatte der, men ak: I mellemtiden var også Kings Creek blevet umulig at passere. Så sad vi dér. Fanget på en australsk landevej, hvor vi hverken kunne komme ud den ene eller den anden vej. Fedt. Regnen kunne fortsætte i dagevis. Og vi var allerede pænt våde.
Tiden gik. Hvad ville B.S. have gjort? Startet et bål og lagt sig i natostilling? Jeg lod B.S. være B.S. og skulle til at bevæge mig ind i det hysteriske felt, da de kom. To store australske hunks med hat og ranger-uniformer i deres seje firehjulstrækker. De kikkede på vores fortvivlede ansigter, og den ene sagde med en dyb og rolig Kurt Russel-stemme: ”You got kids in the car? You’d better come with us.” ”YES!” råbte jeg skingert og vi kørte efter dem ned til en ranger-nødstation, hvor vi kunne få tæpper, spille pool, spise kager og om nødvendigt overnatte. Fantastisk.
Senere samme dag kunne de fortælle, at vandet lige var faldet nok til, at vi kunne fortsætte mod Alice. Hurra! Vi drønede af sted, fik forceret Kathrine Creek, inden regnen atter ville spærre den, og var på vej.
Vi så aldrig Kings Canyon. Men hvad vigtigere var: vi tilbragte heller ingen våd nat i et vådt telt ved en våd vejkant med en meget våd Emilie og Dicte. Dét havde gjort selv B.S. småhysterisk og blød som Bubber.
/Bodil
Fredag den 2. april 2010
Verdens ende t/r
Dag 125 – Darwin
Da jeg var barn, havde jeg en bog med billeder af alverdens dyr. Jeg elskede den sorte panter. Kobraslangen gav mig myrekryb. Den befandt sig i en hule, den var oprejst og klar til at hugge. Billedet var knivskarpt, man kunne se dens lede tunge og iskolde øjne. Når jeg åbnede bogen på en tilfældig side, var det næsten altid slangen, der dukkede op. Så lukkede jeg fluks bogen med et smæld og et gys.
Jeg hader slanger! Derfor kan det måske undre, at jeg slæber mine unger ned til det land i verden, der har de fleste og farligste slanger i verden. Northern Territories i regntiden – det bliver ikke meget værre. Det sjove er, at vi ikke har set en eneste af dem endnu, i hvert fald ikke au naturel.
Så da vi endelig kom tilbage til Alice, tog vi ud til det lokale terrarium for at se lidt kryb. I et lille rum, der lugtede af tis, var der et lille dusin glasmontre med verdens giftigste slanger; Inland Taipan på førstepladsen, Western Brown som en giftig nr. 2. Vi kiggede på dem, mens de gled lydløst rundt om hinanden.
Vi sluttede turen med en kramme-kæle runde. Et par store firben blev sendt rundt i lokalet og endte på pigernes skød, hvor Emilie småforelsket sad og nussede den ene som var det en kanin. Til sidst hev de en fæl kvælerslange frem fra en kasse og begyndte at hænge dyret rundt om dem, som havde de lyster i den retning.
Det havde Bodil. Inden jeg fik set mig om, stod hun og så salig ud med en fem meter lang viril muskel om kroppen. Jeg vidste godt, hvor det bar hen, men havde gudskelov stadig to børn som alibi. Lige indtil Dicte også ville prøve. Så kunne jeg ikke lurepasse længere.
Tanken om at være sidste ”mand” på skansen, mens mine tre piger havde kvælerslanger om halsen var ubærligt, Bodils hån ringede allerede i ørene. Jeg rejste mig mandigt op og fik den kilotunge slange ned over skuldrene. Kort efter fulgte Emilie trop, kun en anelse mindre tapper end sin far.
Vi tog flyveren tilbage til Darwin, hjem til frøhullet, der lignede sig selv, som kollegier nu gør. ”De store drenge”, som pigerne nu kaldte dem (hvad deres far så er, véd jeg ikke!), sad omkring bordet og bællede bajer og tog imod os med åbne arme. Pigerne fik påskeæg, Bodil to fisk, jeg fik en pils, og én stod klar med rugbrød og sild.
De sidste tre dage i Darwins kvælende hede besøgte vi Niels Anton ude i sumpen, og tog ud til de springende saltvandskrokodiller på Adelaide river. Ved stævnen stod vores guide klar med en kraftig fiskestang, hvorfra der hang koteletter i snor. Krokodiller kan åbenbart hæve sig lodret fra vandet ved hjælp af halen og fange mad i luften, og det gjorde de så, om end med varierende smidighed.
Den 70 år gamle, seks meter lange og tonstunge hankrokokodille Burt var lidt tung i røven, men formåede dog at løfte halsen. Den unge hun Sarah var anderledes adræt og løftede alle tre ben ud af vandet. Det sidste ben, fik vi at vide, havde hun mistet i parringslegen. Charmerende dyr!
Og hermed var vores tid i dette velkendte, men alligevel dybt fremmedartede land, ved at rinde ud. Som min kære kusine Bente kommenterede, så er der ingen fine fornemmelser hernede. Og ja, snobberi er det sidste man forbinder med Australien, hverken op eller ned.
Måske skyldes det deres historiske arv, at de alle nedstammer fra straffefanger, tvangsudskrevet fra De Britiske Øer. Måske skyldes det, at der ikke er plads til smålighed på de endeløse vidder. Eller måske, at Australien i en helt ekstrem grad føles som verdens ende. For hvor ellers, end ved verdens ende, finder man stednavne som Surprise Lake, Hidden valley, Skull creek, Mistake creek, Crocodile hole, Horseshoe bend og byen Humpty Doo?
Når man står midt ude i ørkenen føles det som om hele verden kan gå under, uden at man ville ænse det, og det giver vel ro i sindet. Men den fordrer også, at man hjælper hinanden. Den generelle følelse af sorgløshed, sammenhold og venlighed er ikke til at komme uden om.
Tilbage i Darwin pakkede vi vores grej. Drengene sad stadig og drak pils ude i gården, da Dicte troppede op med sin lyserøde rygsæk, stillede sig op foran bordet og fægtede truende med sin pegefinger: ”Hvorfor sidder I hele tiden og drikker bajer med bar mave?! Jeg forstår godt I gør det, men det går altså bare slet ikke!” Og med de ord forlod vi Australien.
/Peter