Den 15. november 2009 blev drøm til virkelighed. Foran os lå seks måneders rejse i Østen med vores to piger, Emilie på 5 og Dicte på 3. Vores to rygsække var hårdt pakkede, alt overflødigt gods var skrællet bort (troede vi…). Inklusiv legetøj! Pigerne havde hver deres bamse i hånden. Dertil 800 gram Lego og en håndfuld farveblyanter i sækken. Bodils føntørrer var blevet ofret på et alter af 40 pixi-bøger, som vi – efterhånden som månederne skred frem – udviklede en stadig større lede ved. Især dem med Paddington og Rasmus Klump.
Den første tur på rejsen var ganske prosaisk; bus nr. 701 til Hillerød station. Herefter ventede S-toget til Nørreport, metroen til Amager, flyveren til Indien. Men ellers var vores planer ret diffuse. Vi havde en enkeltbillet videre til Malaysia i slutningen af januar, og én hjem fra Singapore i midten af maj. Dette er historien om hvordan det gik, og hvor vi havnede.
Singapore var det sidste stop på vejen, og det var helt ok. Nu trængte vi til at komme hjem. For pigernes vedkommende kunne det nærmest ikke gå hurtigt nok – islandsk askesky eller ej. De savnede Magnus, Mathilde og alle de andre!
Onsdag den 28. april 2010
Ikke mer for den skilling…
Dag 161 – Singapore og hjem
Taxa chaufføren kiggede bekymret på ungerne, da han hørte vi skulle ud til Singapores Geylang distrikt; ”No good” sagde han… ”many foreigners (læs, indere), only good for bachelors (læs, ”red light”), very dirty, watch your things” (læs, indere).
Vi var skeptiske. Vi havde netop været en tur gennem Changi-lufthavnens hypereffetive vridemaskine og havde svært ved at forestille os noget som helst skummelt i Singapore, endsige ”dirty”. Så kiggede han på mig med et sammenbidt grin og sagde på sit hakkende kineserengelsk; ”But, if problem call police, can’t see them but they everywhere, come in 5 min. and take problem away…”.
Jeg følte mig helt rolig igen. Den gamle sci-fi film Brazil flimrede forbi mit indre lærred, navnlig den scene hvor politiet foretager en lynanholdelse ved at skære hul i loftet over den mistænkte, hiver ham ned i en sæk og trækker ham op gennem hullet, alt sammen på ca. 10 sekunder.
Jeg kiggede ud af taxien, kiggede på den perfekte motorvej og spekulerede på om de udførte vejarbejde på sammen måde; så for mig hvordan en borger indmeldte et hul i vejen, hvordan en vogn kom farende for fuld udrykning, hvordan14 vejarbejdere hoppede ud, afskærmede området og lappede hullet på 4½ minut. Og så væk igen, det gamle hul sporløst forsvundet.
Næste dag tog vi højbanen ind til byen. Vi susede forbi glitrende skyskrabere i glas og stål og videre ud til de yderste forstæder. Facaden holdt hele vejen, der var ingen furer i lakken. Ingen beskidte baggårde, ingen graffiti, ingen tags. Selv vores eget berygtede Geylang kvarter var en tandløs puddel. Der var langt til Bronx. Det vildeste var en halvfuld kineser, der spyttede i skraldespanden. Spyt på gaden koster 1000 dollars!
Til gengæld er der indkøbscentre overalt. Hundredvis. Glitrende forbrugspaladser fyldt med mærkevarer og tempereret luft, magelig dåsemusik og en diskret duftkulisse af nybagt brød, kaffe, kage og parfume. Zoner af indkapslet tryghed. Der er næppe et sted på jorden, der har en større koncentration af udbud og efterspørgsel end Singapore. Rendyrket materialisme parret med hæmningsløs købekraft, ubesmittet af den latente skyldfølelse, som efterhånden har indfundet sig i dele af vesten.
På vores sidste aften drog vi ud til Little India, tilbage til udgangspunktet. Det var næsten som at være tilbage igen, i hvert fald fra knæene og opefter. Det var Indien uden rotter, lort og huller i vejen. Men ellers var alt ved det gamle. Det samme leben, de samme mørke, smilende ansigter, de samme skingre Bollywood-sange fra billige lydanlæg, de samme små forretninger med navne som ”Guru Merchandise”, den samme duft af røgelse, grøntsager og kanel.
Dicte blev knebet på kinden, klappet på hovedet, blev rasende og råbte ”la så vær….”. Og vanen tro grinede inderne, virrede med hovedet og klappede hende én gang til. Vi fik indermad, og pigerne spiste parottaer med stor velbehag.
Disse ord bliver skrevet i flyveren på vej hjem. Det er midt om natten og jeg kan se på skærmen at vi befinder os højt oppe over Indien. Det var dér vi startede, dér vi sluttede og dér vi sætter det endelige punktum for denne beretning. Ikke uden vemod. Jeg savner Indien og glæder mig til Danmark. Jeg tror, vi vender tilbage.
/Peter
Bonustrack
Hvad vi kommer til at savne
Indiske parottaer (og kendt som ”pandekagebrød”)
Rickshaws
Laundry service
Menukort
Klart, blåt snorklevand
Store australske lammekoteletter
Indiske priser
At vågne uden at ane, hvad der skal ske dén dag
Tid, tid og atter tid…
Hvad vi ikke kommer til at savne
Indere, der vipper med hovedet, mens de siger ja og mener nej, måske…
Australske fluer
Nordøst-monsunen
ESPN
Indiske garantier
Myggetøj, myggebalsam og ophængning af myggenet.
Aircon-systemer, der lyder som en helikopter og kun har én indstilling: stiv kuling
Evindelige tilråb som ”Hello friend”, ”Where you from?”, ”Just look, no buy!”
At blive nappet i kinderne af inderne (især Peter)
Hvad vi glæder os til at komme hjem til
Pixibøger
At pakke rygsækken… igen.
Magnus, Eline, Klara, Matilde, farmor, mormor og andre legekammerater
Kanelsnegle, boller, rugbrød og andre hjemmebagte sager
At kunne fylde mere end 3 m2
En frisk weekendavis (især pigerne)
En kølig brise
At have mere end to T-shirts at vælge imellem
Koldt, rent postevand, der ikke smager af jod elller klor, og ikke virker afførende
Mistet undervej
1 kamera (synder: Bodil)
1 USB-nøgle (synder: Peter)
Billetter til KL’s Twin Tower (synder: Peter)
Emilies læsebog (synder: Peter)
Dictes tegnesager (synder: Peter)
4 store superlækre konditorkager glemt i taxi (synder: Peter)
Pigernes tålmodighed (ca. 17 gange om dagen)
Oftest hørte og mest fortærskede klicheer på turen
Bodil:
”Peter, har du mit pengebælte?”
”Of course you have seatbelts in the car. I’ll find them.”
“Peter, ringer du ikke og bestiller et værelse/køber billetter/finder en guide/etc?”
”Hvor er det lige, vi er?”
”Hvor skal vi hen?”
”Ta’r vi ikke bare en taxa?”
Peter:
”No, no, no, that’s not indonesian prices!”
”Bare vi skal flyve hjem i en Airbus 380’er…”
”Elendig prærie-kaffe! Hvor er mit filter?”
”Bodil, kan du ikke bære min rygsæk? Jeg har ondt i skulderen/ryggen/knæet/etc”.
”Ta’r vi ikke bare en bus?”
Emilie:
”Hvad mon Magnus laver lige nu?”
Ӂhnej, skal jeg lave lektier? Lektier, lektier, lektier! Jeg vil IKKE lave lektier!
”Får vi så en vaffelis?”
”Nu er der kun 5 dage til vi skal hjem! Jubiii!”
”Far… er det dig, der prutter?”
Dicte:
”Åhnej, skal vi gå en tur!? Vi skal bare gå, gå, gå, gå! Jeg vil IKKE gå en tur!!!
”Far, hvorfor er du hele tiden så sur? Dit sure ribs!”
”Adddr! Er det et inder-toilet?” ”
”Far… er det dig, der prutter?”
Pigerne:
”HVORNÅR ER VI DER?