Den 15. november 2009 blev drøm til virkelighed. Foran os lå seks måneders rejse i Østen med vores to piger, Emilie på 5 og Dicte på 3. Vores to rygsække var hårdt pakkede, alt overflødigt gods var skrællet bort (troede vi…). Inklusiv legetøj! Pigerne havde hver deres bamse i hånden. Dertil 800 gram Lego og en håndfuld farveblyanter i sækken. Bodils føntørrer var blevet ofret på et alter af 40 pixi-bøger, som vi – efterhånden som månederne skred frem – udviklede en stadig større lede ved. Især dem med Paddington og Rasmus Klump.
Den første tur på rejsen var ganske prosaisk; bus nr. 701 til Hillerød station. Herefter ventede S-toget til Nørreport, metroen til Amager, flyveren til Indien. Men ellers var vores planer ret diffuse. Vi havde en enkeltbillet videre til Malaysia i slutningen af januar, og én hjem fra Singapore i midten af maj. Dette er historien om hvordan det gik, og hvor vi havnede.
Efter 12 uger i Indien og Malaysia havnede vi i det nordlige Sumatra. Dén havde vi ikke set komme!
Søndag d. 21. februar 2010
Minna kommer
Dag 87 – Bukit Lawang nationalpark (Sumatra)
Der var kriller i maven i flyveren til Indonesien. Vi havde endnu ikke mødt nogen på vores tur, der havde valgt at tage til Sumatra. Vi havde derimod hørt, at storbyen Medan, som vi ville lande i, skulle være en af de byer, der typisk dukker op i samtaler om: ”Hvor er det værste sted, du har været?”. Og nej, den var absolut ikke charmerende, så vi tog fluks videre til Nationalparken Bukit Lawang. Efter 5 timers rejse skulle Sumatra vise sig fra den allerbedste side.
Vi slog os ned i en rustik træhytte med fantastisk udsigt over floden og regnskoven og med aber på altanen. Vi befandt os på det smukkeste sted, vi endnu havde været på vores tur, og var fortryllede over lyden af den brusende flod, chikaderne og den summende jungle.
Bukit Lawangs hovedattraktion er orangutangen. Bare man holdt afstand, ville de ikke være farlige. Vi havde dog heller ingen planer om at komme for tæt på; orangutangen skulle f.eks. være glad for at nappe andre abers unger, som var det deres egne, og i øvrigt have en råstyrke som 5 mand. Jo, vi ved godt, at hvis den skulle forveksle f.eks. Dicte med en orangutangbaby, ville det blive værst for den selv, men alligevel…
Ved parkens fodringsplatform kom vi dog rigeligt tæt på, da 5 lådne mødre og deres pjuskede unger lagde vejen forbi for en daglig portion mælk og banan. Fra alle kanter kom de elegant svingende i trætoppene, landede et par meter fra os, og styrede direkte efter maden. For disse aber var vi på det nærmeste usynlige – gudskelov. Men så kom junglens skræk, Minna, på banen. Hun er kendt for at bide en turist i ny og næ. Guiderne gennede os hurtigt til siden, så 200 kg mandhaftig hunabe med skæg, dybtliggende øjne og et bistert ansigtsudtryk kunne komme til. Vi stod i andægtig tavshed et par meter fra dette bjerg af feminin ynde, mens hun gylpede 18 bananer i sig. Vi blev til gengæld en stor oplevelse rigere.
Nu ville vi på et længere trek ind i junglen. Vores guide havde taget et par guidepraktikanter med sig – hvilket senere skulle vise sig at være aldeles heldigt. Den rute, han havde valgt, havde et par kække genveje, der var stejle, mudrede og langt fra børnevenlige. Til pigernes fryd tog praktikanterne gerne et par unger på skuldrene og travede kækt af sted, mens pigerne jublede og Peter og jeg forsøgte at holde trit. Trods vores forbehold, var guiden ivrig efter, at vi skulle se en orangutang, så vi fortsatte ad snørklede junglestier med mudder om anklerne og lianer om ørene.
Pludselig var hun der. En stor rød orangutang kom klatrende hurtigt imod os, højst 10 meter væk. Hjertet sad i halsen, guiden råbte: ”Go! Go! Go!”, vi råbte på pigerne, hans praktikanter kastede dem hurtigt op på ryggen og så slog vi kraftigt bakgear og løb tilbage ad stierne. Jeg var i færd med at optage en video og glemte at slukke kameraet, da jeg begyndte at løbe. Jeg har nu en fantastisk rystet video af Peters mås i vild flugt fra en orangutang.
”Only semi-wild. Not dangerous. Not Minna”, forsøgte guide at berolige os, da vi pustede ud, og var sikre på, at børneforsorgen ville fjerne pigerne, så uansvarlige forældre som vi var. Vi så os nervøst over skulderen, men orangutangen havde valgt en anden vej – havde nok ikke synes, at pigerne var rødhårede nok…
Til gengæld har vi fået en ny bussemand i familien. Junglemonsteret Minna dukker op i tide og utide – bedst personificeret af Peter, der brølende hopper ned fra gardinerne og sætter efter to små piger, der jublende flygter. Hun spiser små uartige piger, der ikke laver deres lektier. Og forældre, der ikke passer bedre på deres børn…
/Bodil
Torsdag d. 4. marts 2010
Ø-kuller
Dag 96 – Tuktuk, Lake Toba (Sumatra)
”Inden henrettelsen snittede troldmanden den dømte i brystet og gned salt, citron og hvidløg i såret. Hvis ikke han blødte, fik han nogle slag med tryllestaven (red; en stor knorten trækæp) så de onde ånder kunne fordrives…”. Guiden pegede hen mod en stor, flad granitsten, der virkede ganske passende til formålet. ”Herefter blev han halshugget og tappet for blod, som tilskuerne drak på skift. De fineste fik hjertet og leveren….”. Vi kiggede ned på den flade granit(hugge)blok og de smølfeagtige stenstole, som kongen og hans følge havde siddet i dengang for 200 år siden, da de stadig var kannibaler hér på øen Tuktuk, inden de blev omvendt til Kristi nåde og den hellige nadver.
Pigerne var bjergtagne; deres barnlige sans for det makabre fornægtede sig ikke, og dødsritualet var da også fast samtaleemne resten af dagen. Selv i dag, godt to uger efter i Australien, hvor jeg skriver dette indslag, udsættes den lille hundebamse jævnligt for en kannibal-henrettelse: ”… og så skærer jeg ham i maven (Dicte)”. ”… og så hælder jeg citron i såret (Emilie)”. ”… og så gør det rigtig ondt (Dicte)” lyder det sødt over fra hjørnet i deres syngende rollespilssprog.
Ellers var det begrænset med store oplevelser på Lake Toba. Lonely Planet var ellers begejstret og lovpriste de lokales hjertelige (læs; fordrukne) levevis. Berettede om øens storhed og fald på backpacker-ruten; fra pulserende party scene i de tidlige ’90er til en charmerende og meget tilbagelænet lille perle i dag. Et sted hvor dagene glider i ét med uger og måneder… hvilket de også gjorde for os, om end mere af tvang end af lyst, betinget af en fast flyafgang og ingen (børnevenlige) alternativer i nærheden.
Nu ved jeg godt, at jer derhjemme har gennemlevet den værste isvinter siden krigen, og at man ofte hænger i en snor for at få dagen til at hænge sammen (intet glemt herude, kun fortrængt…). Så jeg ved også, at ethvert opløb til brok fra disse kanter kan virke både ynkeligt og uforskammet. Så tilgiv mig, når jeg siger, at vi også har dårlige dage herude, også selv om vi pt. har været lykkeligt forskånet for sygdom og ulykke. Og ved dårlige dage mener jeg ikke irritationsmomenter som sand i sengen og kakerlakker i badeværelset.
En dårlig dag herude er typisk en dag, hvor vi keder os. Efter tre måneder på farten er rejsen blevet dagligdag med små rutiner og en vis genkendelighed. Kedsomheden var også en latent følgesvend i gamle dage, da jeg flakkede rundt i hele og halve år, også selv om jeg sjældent ville indrømme det over for sig selv og da slet ikke dem derhjemme. Men dengang var der færre konsekvenser og flere remedier; jeg kunne læse en bog, gå en tur eller rejse videre. Men ej længere… og børn og voksne tænder på forskellige ting: For børn er en kattekilling altid større end en tiger!
Ungerne ønsker at hænge ud HELE tiden, gerne med fuld opmærksomhed og underholdning fra forældrene. Omvendt elsker forældrene slidsomme vandringer i brølende varme jungler fyldt med aber og andet kryb, de elsker at læse bøger uden billeder og lave lektier og rydde op.
De værste dage er dem, hvor pigerne keder sig, og hvor der ikke er noget at lave. Så begynder søstrene Styg & Slem at hakke på hinanden, mor og far bliver pirrelige, der er ingen børnehaver og skoler at falde tilbage på, ingen jobs at søge tilflugt i. Tiden falder lang og turen til kiosken er i høj kurs. På andre dage er det kun de voksne, der keder sig, eller ”kommer ned i tempo” som det vist hedder. Så minder rejsen lidt om skyggesiden af en barselorlov. Man skynder sig langsomt, men føler man står stille. Alt kører i ungernes tempo, og bøger er noget man kun læser drypvis og i smug. Det var tilfældet på Lake Toba, hvor pigerne nød at der ingen ture var at tage på, men til gengæld pool-bord i baren og gynger i haven.
De hyggede sig og vi hang i, og efterhånden som dagene gik, blev selv vi voksne præget af Tobas søvnige ånd. Måske virker alting mere lyserødt i retrospekt, men det jeg mindes nu er vores morgener under myggenettet i den gamle træhytte; alle fire ved siden af hinanden, fuglene og solopgangen og den frydefulde erkendelsen af endnu en planløs dag i vente.
/Peter