Mandag den 15. juli
Knaster og knæfald på kanten af hverdagen
Washington D.C, dag 44
Det var en dårlig dag på landevejen. Dagen med de tre plager.
Den første ramte os med et brag på motorvejen. En flyvende metalskive knaldede ind i bilen og skar en 15 cm. lange flænge i forskærmen. Men i det mindste fik vi da brugt vores dyrtkøbte bilforsikring, og hvad er værre end forsikringer, man aldrig får brugt?!
Den næste kom snigende som en dårlig bismag efterhånden som vi nærmede os den airbnb-lejlighed som Bodil havde købt og betalt nogle dage forinden. Til spotpris. Hun kender vejen til mit hjerte.
På nettet lokkede værten med et “Home away from home…near Capitol Hill”, men “The Hill” virkede meget langt væk efterhånden som vi kørte ind i the Heart of Darkness. Skulende black dudes med bandana og bar overkrop hang på gadehjørner med alverdens tid på hænderne. Slentrede frem og tilbage over de brede, hullede veje med en skødesløs ligegyldighed, som var de storbyjunglens ukronede konger. Og for hver block vi kørte, skrumpede butikslivet ind, så der til sidst kun stod en enkelt vissen Aldi tilbage og lignede noget, der var faret vild og savnede sin storhedstid ved Lergravsparken.
Vi fandt vores hus. Det lå på en vej hvor samtlige huse havde pigtråd på taget og tremmer for vinduerne. Vores værtinde var endnu ikke kommet, og dér stod vi så og lignede en flok euroturister på afveje.
I mellemtiden kom naboen hjem fra arbejde – en rap stewardesse med rullemarie. Jeg spurgte hende om “…this area is safe”. “Ahh, it’s getting better…” sagde hun med en kryptisk grimassse. “What’s it like walking back from the subway in the evening?” fortsatte jeg. “Oh, you don’t wanna walk around here after dark…” sagde hun uden tøven. Vi satte os ind i bilen og kørte tilbage mod Capitol Hill.
Vi rullede ind gennem byen, gennem myldretiden på jagt efter et hotel, men alt var booket. De store knæfald ventede; en suite på Marriott: 260$ per nat, ex parkering (35 oveni), minus morgenmad. Pigerne jublede. Bodil lagde ansigtet i triste folder. Jeg var knust.
Den aften, måske som følge af alle de eder og forbandelse jeg slyngede omkring mig, kom så den tredje plage kriblende. I hovedbunden. Lus. Hos alle. Dog størst og flest hos Bodil – en passende straf for hendes mislykkede ghetto-lejlighed, tænkte jeg, og en sandsynlig konsekvens af hendes omgang med red necks på Charleston Camping (…det var Peter, der havde flest; red).
Lusene vendte op og ned på vores planer. Vennerne i New Jersey ville næppe sætte pris på fire overnattende danskere med springende sydstatslopper. Så vi blev hængende i DC, vaskede tøj, hældte pesticider i hovedbunden, kæmmede endeløse mængder pigehår. Selv fik jeg en 90’er fritz. Jeg er karset nu, og kønt er det ikke.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger man, og de ekstra dage i DC var forrygende, især fordi vi boede midt i byen, hvor det historiske vingesus nærmest bølgede gennem håret. Den smule hår, der var tilbage.
Byen emmede af imperiel storhed af romersk dimension, og var pakket med seværdigheder og sublime museer, der leverede fabelagtige oplevelser samt korte øjeblikke af deja-vu, som f.eks. når pigerne syntes, at en heliumballon på det lokale apotek var mere fascinerende end det kombinerede indtryk af den ægte Apollo 11 rumkapsel (den med Armstrong), en månesten til fri berøring og Lindbergs “Spirit of St. Louis” hængende fra loftet. Jeg har resigneret.
Måske var de tre plager tegn til, at det er på tide at komme hjem, at festen er slut og hverdagen venter, og at alle perspektiver, uanset hvor gråmelerede de end må virke, indeholder kimen til noget godt. For sådan er det. Om fire dage bisættes rejsen på mindernes kirkegård og dagligdagen genopståer fra de døde. Det virker slemt, her på tærsklen, men er det sjældent, i hvert fald ikke, før vi når november.
Problemet er bare, hvordan vi nogensinde skal nå at se resten af Amerika.
/P
PS. Vi nåede hverken Guggenheim eller Gettysburg
Torsdag den 4. juli
Varm velkomst på rød stue
Asheville/Boone, North Carolina, dag 33
Det første kuld red necks kom rullende ind på pladsen allerede ved middagstid. De kom i en stor rød pick-up van med påtegnede flammemotiver henover kølerhjelmen. Nummerpladen var broderet med et dødningehoved, de korslagte knogler lignede dixieflaget. En kamphund sad på forsædet med hoved ud af vinduet, ører og tunge blafrende i vinden. Vores nye naboer var ankommet.
Vi var netop taget på campingplads for at møde “amerikanerne”; det var det bedste bud på at komme tæt på folket, havde vi fået at vide. Der havde været de forventelige protester fra bagerste geled. Bodil mente at det var en lige lovlig høj pris at skulle betale for den autentiske oplevelse, hvis det ligefrem omfattede overnatning i telt, tynde luftmadrasser og manglende aircon. Der var vel også ægte amerikanere i Soho?! Men pigerne og jeg var enige om, at det var vejen frem. En nødvendig vej.
Problemet var bare hvilke amerikanere, vi ville komme til at møde på campingpladsen. Det viste sig at være de lokale hillbillies på weekendtur, dem med kamuflagefarvede jeeps belagt med klistermærker med budskaber som “Gun control is hitting your target”.
Men det var egentlig lidt Bodils skyld, det hele, for en campingplads i North Carolina afspejler nemlig sydstaternes politiske landskab: det meste af området er dækket af støjende republikanere, mens demokraterne har forskanset sig i en teltlejr i det fjerneste hjørne, hvor de spiser fiberkost og holder lav profil.
Det store republikanske område kan i øvrigt underopdeles i to afdelinger. Den velnærede middelklasse holder til i den såkaldte RV-park, hvor de bor i selvkørende campingvogne på størrelse med HT-busser, og kører rundt på pladsen i medbragte golfbiler. Man skulle jo nødig flytte sig for langt – ved egen kraft.
Den anden gruppe, den endnu mere velnærede underklasse, bor i den billigere ende, i området mellem RV-parken og den demokratiske teltlejr, nede i campinghytterne. Og dér endte vi så efter lang tids parlamenteren med Bodil, der åbenbart foretrækker bjælkehytter fuld af hillbillies og senge med gummilagner, frem for duften af granskov i et hyggeligt telt nede i enklaven.
Men der havde da også været så rigeligt med enklave-stemning i vores forrige destination, Asheville, en smule syd for Boone. Sydens mest grungy by, no doubt! En lille demokratisk ø i et kulsort hav af bibelbaskende republikanere.
Uden for Asheville bygrænse lå kirkerne skulder mod skulder, prydet med otte meter høje kors (dog ikke i flammer, mere…) og religiøse reklamebannere med corny slogans som “Bet on the man who rides the Donkey”.
Inden for bygrænsen blomstrede en mangfoldighed af subkulturelle eksistenser i et sitrende gadeliv. Groovy caféer med damn good coffee (latte), sjove butikker med Bodils retrotjams, udklædningstøj, marijuana rygegrej, vinyl og kassette (!) musik, helbredende krystaller og tibetansk røgelse. Noget for enhver smag, og lyst…
Måske var det årsagen til Bodils ekstra sorte gravkammerstemning den aften; en kold tyrker ovenpå Asheville, efterhånden som campingpladsen sandede til med red necks fredag aften. Eller måske var hun bare træt af vores ynkeligt rygende miljøbål, druknet i regn og mangel på tændvæske, mens benzinbål sprang op overalt rundt omkring os og fyldte aftenluften med en duft af stegte bøffer. Måske var hun bare træt af regnen.
Men uanset hvad, så gav Boone-Asheville aksen os det fulde spektrum af sydens mangfoldighed og blotlagde samtidig den ene store fællesnævner, der forener rød og blå stue, nemlig at “nothin’ beats southern hospitality”, uanset hvor man befinder sig. For venlighed og varme mødte vi overalt og i begge lejre, ikke mindst hos dem i pickup’en.
Og med alle de løsgående muskelhunde og skarpladte våben i omløb håber jeg dén venlighed hænger ved.
/P
Tirsdag d. 25. juni
Charleston – nu med pepperoni
Charleston, South Carolina, dag 24
“Mor, mor, der er en dame, der bliver lagt i håndjern neden for hotellet!”
Jeg gik i stå i udpakningen. Tankerne om Charlestons pittoreske gamle hvide bygninger med verandaer og gyngestole og smukke kvinder i store lyserøde kjoler blev blæst af banen. Jeg fulgte med ud og ganske rigtigt; en kvinde i cowboybukser og bh var lagt i håndjern og omringet af fire politibiler, to brandbiler og en ambulance.
En betjent var netop ved at mase hende ned i en politibil, præcis som de gør i tv-serierne; med en beskyttende hånd på hovedet, så hun trods alt ikke slog sig på bilen. Kvinden havde skubbet sin mand ud gennem et vindue fra 1. sal, og glasskårene på jorden var behørigt indrammet i helt autentisk Crime-Scene-Do-Not-Cross-tape. Pigerne var opslugt af makaber fryd over en ægte anholdelse.
Vi havde netop flyttet vores location fra en campingplads lidt uden for Charleston til et motel tættere på centrum. Jeg havde vundet kampen over campingfacisterne (Peter og pigerne) efter tre dage, hvor de til min bestyrtelse hellere ville hænge ud på campingpladsen og spille bordtennis og svømme i poolen end tage ind til Charlestons smukke gamle gader.
I min optik skulle eneste grund til at campere være at komme ud i naturen, hvilket pr. definition intet har med campingpladser at gøre. De er alle ens, har en charme som en parkeringsplads og et spændings-niveau som en haveforening søndag formiddag. Jeg kunne måske forstå deres prioritering af tiden, hvis campingpladsen lå ved siden af Otterup, men CHARLESTON?!!
Nu var vi kommet tættere på byen, og jeg kunne allerede mærke sydens historiske vingesus med gamle brostensbelagte gader og store pralende mansions, købt og betalt af fortidens kyniske slavehandlere. Da håndjern og politiblink hurtigt bragte mig tilbage til virkeligheden…
Nå, intet skulle ødelægge min Scarlett O’Hara-drømmerejse, så vi hoppede ind i bilen og satte kurs mod den elegante Arthur Ravenel-bro, der fører ind til Charlestons centrum. Men så fik vi øje på køen på broen. Alt stod stille. “Måske skulle vi lige klare vores indkøb først”, sagde Peter og drejede fra mod Walmart.
En time senere vendte vi tilbage. Stadig kø. Således videre til apotek og posthus. Atter retur til broen, hvor bilerne ikke havde rørt sig ud af flækken. Vi vendte hjem til motellet og badede i poolen. Mens jeg skumlede og kikkede på uret. Men midt på eftermiddagen fordampede køen og endelig kunne vi komme afsted.
Fortidens hestevogne bringer i dag turisterne rundt med en guide som kusk. Vi hoppede ombord og fik en rundtur i historierne om magt og ære i kampen for Sydens selvstændighed fra uafhængighedskrigen til borgerkrigen.
Om sørøvere, der for 300 år siden blev fængslet og siden hængt på en sandbanke ud for kysten. Om velhavende plantageejere, deres forkælede døtre og pompøse bryllupper. Om de hedengangne sydstatsaristokrater, der sad på verandaerne med deres mint julep under borgerkrigen og forbandede “the northern aggression”, mens slaverne på bomuldsmarkerne endelig kunne se lys for enden af tunnellen.
Jeg var stadig hensat til en malerisk tid med gentlemen til hest og kvinder med slangekrøller, da vi rullede tilbage over broen, hjem til motellet og Peter & pigerne ned til poolen. Men både heste og krøller fortonede sig, da pigerne kort efter stormede ind på værelset med en frisk melding fra poolen og samme makabre begejstning som i morges:
“Mor, mor, ved du hvorfor broen var lukket? En mand ville begå selvmord. Han skulle til at springe, men politiet fik lokket ham væk fra kanten med en cola og en pepperoni-pizza!”
/Bodil
Torsdag den 20. juni
Hello Kitty Hawk
Patriots Point (Charleston), South Carolina, dag 19
“Far, hvad er et hangarskib?”. Jeg kan ikke huske hvem, der stillede spørgsmålet. Det kunne have været alle tre, men det var en påmindelse om, hvordan det er at være eneste hane i hønsegården.
Uden for Charleston har amerikanerne samlet tre klenodier fra Anden Verdenskrig: en ubåd, et hangarskib og den usynkelige destroyer USS Laffey (aka “The Ship That Would Not Die”), der blev ramt af fem kamikazier og tre bomber på én dag og alligevel sejlede i havn. Endelig havde de opstillet en tro kopi af en patruljebase fra Vietnam. Det kunne ikke blive meget bedre, én af rejsens højdepunkter.
“Krig, krig, krig, far, hvorfor skal det hele handle om krig…?” øffede Emilie, mens vi gik ned ad molen til det massive USS Yorktown, der tårnede sig op foran en.
Perler for svin, tænkte jeg. Enhver rask dreng ville have ligget søvnløs hele natten før dette skue. På dækket stod den komplette samling af kampfly siden Anden Verdenskrig, alle de gamle kendinge: Hellcat, Wildcat, Skyhawk, Intruder, Phantom, Tomcat, Hornet. Fly, jeg havde samlet som barn, haft på væggen, hængt fra loftet, spillet kort om nede i skolegården (den sorte Thunderbird var altid den sejeste…), set på film, læst om, drømt om og aldrig fløjet. Og her stod de så, vinge mod vinge. Cool.
“Smut du ud og kig på dine fly, Peter, vi venter her” sagde Bodil med et skævt smil, og satte sig hen i skyggen med pigerne for at spille 20 spørgsmål til professoren (“er det dyreriget…?”).
Bevares..det havde da også været en hård tur. At skulle forcere hele to aircon-kølede hangardæk, med kun en enkelt hotdog på vejen. At blive trukket rundt i lange labyrintinske gange, op og ned af stejle trapper og ind i små rum, der viste, hvordan mandskabet levede og sov og hvad de spiste. Drøn kedeligt. Og så ovenikøbet tvunget ned i en ubåd bagefter, der dog var mindre og turen tilsvarende kortere. Men nu kan pigerne i det mindste skelne mellem en ubåd og et hangarskib. Alle tre. Måske.
“Hvorfor er alle skibene malet grå?” spurgte Dicte på vej tilbage over molen, “…det er da grimt, hvorfor ikke lilla?”.
Et lilla hangarskib?! Der er så meget piger ikke forstår.
/P
Mandag den 17. juni
Valfart til Walmart
Elizabeth City, North Carolina, dag 16
“Main Street” stod der insisterende på vejskiltet. Jeg kiggede ned af hovedgaden, der lå øde hen. Der var ikke andre turister end mig. Heller ingen lokale. Og slet ingen forretninger. Blot en stor bank, to apoteker, syv advokatvirksomheder og én grillbar. Nada mas.
En halvstor amerikansk provinsby på knap 70.000 indbyggere, to universiteter, tolv skoler og så en hovedgade så levende som Tjernobyl. Hvad var der sket?
Vi var i Elizabeth City, North Carolina. Vi havde pludseligt fået lidt af et mansion mellem hænderne. Vi havde egentlig kun booket et enkelt værelse, men vores værter var i Italien og havde tillidsfuldt overladt hele hytten til os. Så vi legede rige amerikanere i tre dage og forestillede os, at vi også havde nøgler til de tre biler i garagen, båden i baghaven og jetskiene til den lille flod, der førte ud til bugten.
Mens Peter og jeg igen måtte undres over amerikanernes forkærlighed for kunstige frugtarrangementer i store glasskåle, plasticblomster og pyntepuder, jublede pigerne over, at hvert soveværelse havde eget badeværelse.
Kvarteret var pænt. Rigtigt pænt. Store villaer, der lå i første parket til bugten. Ingen af de hække, vi garderer vores privatliv med derhjemme. Og ingen af den skam, vi forbinder med velstand. Stort og åbent og intet at skjule, i hvert fald ikke swimmingpoolen og de tre etager liebhaverbolig. For mit indre blik så jeg horder af frustrerede forstadsfruer bunde endnu en flaske Bourbon bag de armerede vinduer, mens de lurede på naboens unge studentersøn.
Men også her var der mennesketomt, ligesom på hovedgaden. En enkelt gartner flød rundt i en overdimensioneret plæneklippervogn, men ellers var alt stille.
Det var i Elizabeth City, at vi opdagede amerikanernes egentlige hjertebarn. Det er ikke kirken, omend den fylder meget. Heller ikke fastfood-kæderne i byen, omend der var en del. Nej, da vi satte fødderne i Walmart for første gang, forstod vi det hele. Det var her, det foregik. Her amerikanerne hang ud over køledisken. Her de snakkede med naboen. Og her de købte alt, fra bagels til badetøj.
Det var Bilka, Bauhaus og Tøj & Sko i euforisk omfavnelse, bare endnu billigere. Et enormt indkøbsparadis, der samlede hele oplandet og lagde resten af byen øde. For Walmart er Venstres vådeste drøm. Ingen smålige loft over storcentrene her. Landets største arbejdsgiver. 8.500 butikker. Over to millioner ansatte. En omsætning, der overgår Sveriges BNP.
Og verdensrekorden i retssager. Søgsmål om alt fra varenes kvalitet til de netop verserende kæmpesager om kønsdiskrimination af de ansatte bliver bestandig ført mod mastodonten. Med knap 5000 søgsmål om året render Walmart ind i en ny retsag ca. hver anden time.
Det forklarer vel de syv advokatvirksomheder i Elizabeth Citys forladte hovedgade.
/Bodil
Torsdag den 13. juni
New Yorks Amager
Montclair/Ashbury Park/Ocean Grove/Cape May, New Jersey, dag 12
New Jersey og Amager har meget til fælles. Begge ligger de klods op af storbyen. Begge ligger på den anden side af vandet. Og begge tilgås via broer, som mange gerne så kappet, og så alligevel ikke helt. For broerne spænder over en svimlende kulturkløft, og vidner om en dyb afhængighed.
New Jersey er rust, diesel og gammel industri. New York er hip, mode og Wall Street. New Jersey er Budweiser & baseball. New York er micro brews & Power Yoga. I New Jersey spiser man burgers. I New York er man til raw foods. New Jersey er autentisk, real American, synes de selv. New yorkerne synes de er nogle bonderøve.
Faktisk er der kun én bydel i New York, der er mere nederen end New Jersey, og det Staten Island syd for Manhattan, der vel bedst sammenlignes med Saltholmen tilsat færgeforbindelse og parcelhuse (til jyderne: dén sumpede ø man flyver over når man lægger an til landing i Kastrup).
Nu er New Jersey teknisk set ikke en NYC bydel men en stat for sig. Men det lader vi ligge… De vil inderst inde gerne være en del af det fine selskab. Ligesom dem på Amager. Især alle tilflytterne fra NYC/KBH, der er blevet boligejere.
Det var i starten af 00’erne, at Colin flyttede til New Jersey. Det grinede vi meget af den sommer. Colin, den inkarnerede New Yorker flyttede ud til lorteøen. Haha. Så blev det alligevel ikke en trendsetterlejlighed i Brooklyn Heights, men en forstadsbungalow som alle de andre…
Det var for dyrt, sagde han. Husene var billigere. Man fik mere for pengene. Bedre for ungerne, frisk luft og gode skoler. Men vi tænkte vores – tøffelhelt, borgerdyr, familiefabs.
Vi overvejede at sende ham en nødhjælpspakke med proteinkiks, jodtabeletter og brugte dollarsedler. Eller måske en startpakke med to identiske joggingsæt til ham og konen, samt en nedknappet hawaii skjorte og et gavekort til en guldkæde, så han kunne ligne én fra The Sopranos.
Det var dén gang. Siden har vi andre måtte betræde samme sti, og lægge øre til samme hån…og derfor var det vel også var nærliggende at tage på bodsvandring til New Jersey efter vores lille Harlem eskapade. Ud til det mondæne Montclair hvor den amerikanske middelklasse lever trygt og godt.
Vi kørte ned af villagader, der dryppede af idyl, skyggefulde træer og minimal trafik. Vi passerede store, flade forhaver med lange indkørsler og plads til tre biler. Vi så de enorme træhuse, der ligner forvoksede dukkehuse, komplet med spir, tårne, sprossede vinduer og luftige verandaer. Det var som taget ud af American Beauty og de utallige andre film vi har set tusinde gange før. Men det er ikke fiktion, det er ikke et poleret glansbillede. Sådan lever den amerikanske middelklasse, sådan ser den amerikanske drøm ud for de fleste.
New Jersey blev den første stat vi krydsede på vores lille roadtrip. Vi kørte ned langs kysten, der blev knust af orkanen Sandy, uden at man dog kunne se det mindste spor af ruin. Den amerikanske drøm lader sig ikke ryste af en smule blæsevejr. Vi havde kursen rettet mod statens sydligste spids, New Jerseys eget lille Dragør, det pussenussede turistmekka Cape May.
Og Cape May var den perfekte syntese af det amerikansk dollargrin og deres blødende hjerte. Gamle victorianske træhuse overhældt med lige dele sukkerglasur og plastiklaminat, størknet i en grimasse af evig sommeridyl. Fra deres bug flød endeløse mængder smagløs tingeltangel til laveste pris, klar til et efterliv på støvede kaminhylder i provinsen. Alle butikkerne lugtede af parfumeret sæbe og gode tilbud.
Det er ikke så underligt, at den amerikanske drøm sælger så godt. Den er varm og tryg og venlig og blid, den lugter godt og smager bedre. Hvad mere kan man ønske sig? Det skulle da lige være en treværelses i Brooklyn Heights.
/P
Lørdag den 8. juni
Last Exit to Manhattan
Manhattan, New York, dag 7
“YAAK! Didn’t you see that other car?!! LOOK OUT, the light just turned red! …..Colin, are you sure, there is no speed limit in New York?!”
New York virvlede forbi os, mens jeg pressede fødder hårdt imod bunden af bilen for at få en svag fornemmelse af fodfæste. Bilen, der imiterede en ynkelig beskyttelse mod al den øvrige sindsyge trafik udenfor, drønede tværs over Manhatten. Vi havde fået en ægte New Yorker bag rattet. En, der var kendt for at sige, “When it comes to traffic in NY, don’t think too much. Just do it!”
Og dét gjorde han så. Gennem vejarbejde, køer, afspærringer og tilfældige fodgængere. “Look, the Chrysler Building,” informerede han os lakonisk om undervejs, som om vi havde overskud til at tænke på andet end en skæbne som organdonor. Chrysler bygningen forsvandt hurtigt bag endnu en glasfacade og jeg nåede at tænke, at al denne glas ville gøre traffikulykken ekstra grim.
Vi havde skødesløst lagt vores liv i hænderne på Colin Reilly, Peters gamle rejsefælle, nu veletableret familiefar i New Jersey. Født og opvokset på Long Island, kontorchef i Blooklyn og aldeles stedkendt på Manhattan og omegn. Og manden, der gav os et angstfremkaldende indblik i en pendlers hverdag. Måske ikke så underligt, at hans kone er glad for, at han oftest tager toget.
Efter vores søvnløse nætter i Harlem rykkede vi ud til Colin & co. i Monclair, New Jersey, ca. 40 minutter fra NY Centrum (Colin klarer den på 20).
Og New York havde været lige præcis den kæmpe kliché, vi havde gjort os forhåbninger om. Med gule taxaer, røg fra undergrunden og betjente med donouts. Og jo, det var som at træde ind i en anden dimension, forlængst foreviget i alverdens film. De var der allesammen…
Cary Grant venter stadig på Deborah Kerr på toppen af Empire State Building, længe før Tom Hanks og Meg Ryen er kommet på samme idé. Robert De Niro har stadig den krøllede dollarseddel liggende i sin taxi, der stadig er ved at køre ind i en forhutlet Dustin Hoffmann, der råber “HEY, we’re walking here!”. Og går man tur i de mørke gyder kan man stadig høre ordene “That’s not a knife… This is a knife!” med den bredeste aussie-accent, mens Audrey Hepburn stadig leder efter sin regnvåde kat i en baggård i nærheden. Hun bliver i smug beluret af James Stewart med benet i gibs til evig tid.
I Brooklyn ryger Jim Jarmush sin sidste smøg med Harvey Keitel, mens en livstræt Madonna leverer sit syngende telegram. Og på en tagterasse ved siden af lægger Diane Keaton håbløst an på en jødeparanoid Woody Allen. Tobey Macquire bliver bidt under en skoletur til Naturhistorisk Museum, mens Ben Stiller har en T-Rex i hælene nede i kælderen. I de pæne kvarterer er forventningsfulde Mia Farrow og John Casavettes netop ved at flytte ind i Dakotabygningen, mens Tom Cruise flakker rundt helt alene på Time Square. Og i grænsen mellem fortid og nutid hænger Hugh Jackman fra Brooklyn Bridge og aner ikke, hvad der er i vente.
Suk, jeg vidste, det ville være min yndlingsby…..
New Yorks skæbne som den evige filmkulisse trækker tydeligvis veksler på de lokales tålmodighed. Overalt i subway opfordres de til overbærenhed overfor de mange optagelser og tænke på hvad det bringer byen af penge og PR.
For måske er det bare trættende i længden at have Leonardo De Caprio piskende rundt i gaderne med Tom Hanks i hælene? Der er ikke meget Hollywoodglimmer, der hænger ved en tralv mandag morgen i undergrunden på vej til sit ni-til-fire-job. Ej heller meget lir over at indtage sin hurtige frokost ved samme bord, hvor Meg Ryan fik sin offentlige orgasme.
Og mon ikke den almindelige new yorker tænker mere over sin sundhedsforsikring, end romantikken ved at bo i en ikonisk filmkulisse? Især med de tusindvis af Colin Reilly’er, der dagligt drøner rundt i trafikken…
/Bodil
Torsdag den 6. juni
Sleepless in Harlem
Harlem, New York, dag 5
Der var ingen tvivl om at vi nærmede os Harlem. Bygningerne blev gradvist lavere og nyere mens beboerne blev bredere og sortere. De smarte sushishops i Upper East gled over i endeløse rækker af små Delis; slidte købmandsbutikker, der solgte dåsemad, grillmad, smøger og lottokuponer. De dyre mærkevarebutikker på Madison Ave. sank i jorden og genopstod som tarvelige outlets med farverige akrylskjorter og plastik sandaler til en dollar stykket.
Det var hér vi skulle bo, i Spanish Harlem på hjørnet af 2. Ave og 116. Street. Som vores taxachauffør venligt noterede, havde området været livsfarligt for ti år siden, men nu åndede alt fred og idyl. Og alt så da også ganske roligt ud. Vores nabo var en bedemand med en pompøst overdækket indgang, der lignede noget fra et falmende 5-stjernet hotel. Det kunne næppe blive mere roligt.
At vi netop var havnet i Harlem er én af de store glæder ved at rejse med Bodil. Det sidste hun ønskede var en overnatning i Soho og The Village, med alle deres fine gamle huse, hyggelige caféer, skaldyrsrestauranter og små sjove butikker med brugskunst og retrotjams fra 50’erne . “For dyrt” sagde hun, og placerede sin vablede bogholderfinger på Harlem – den gamle gnier.
Desuden er Manhattan bare “so yesterday”, det ved enhver sand New Yorker (og Bodil). Næh, lad os hellere satse på de nye in-steder: Harlem og Bronx (læs Sundbyvesterplads og Nordvest). Lad os opleve det sande NYC komplet med homies og hylende sirener og store negere med bandana, guldkæder og overarme tykke som nedløbsrør – sagde Bodil, og så from ud.
Det var ikke uden lettelse at vi konstaterede, at den fremsendte kode til lejlighedens hoveddør virkede fint; med masser af plads, egen stue, køkken og soveværelse, samt et par solide tremmer for vinduerne ud mod baggården.
Mad blev fremskaffet nede fra Harley’s, den mest chekkede af de lokale restauranter; fedtede spareribs og frynset gris uden skyggen af grøntsager. Pigerne absorberede dette første møde med USA med stor velbehag og dejsede om kl. 10, i sikker forventning om en lang nats søvn. Men sådan blev det ikke…
Kl. 3 sharp vågnede vi alle, umiddelbart friske og fulde af jetlag. Alt var mørkt og forunderlig stille. Var dette New York? Vi stirrede ud af vinduerne og kiggede på hinanden, tømte vores rygsække og spillede lidt kort, altimens tiden sneglede sig afsted. Dicte blev rastløs og ville ud og lege på fortorvet. No way, José…!
Sulten kom krybende med solopgang, der langsomt kastede sit sølvgrå skær over de regnvåde gader. Kl. halv seks tog vi vores første spæde skridt ud i the Streets of New York, gik et par blocks frem og tilbage på jagt efter en åben Deli (undskyld disse mange anglisismer, it just happens to us dansk-amerikanere).
En Deli dukkede op out of nowhere, fint udsmykket med Puerto Ricanske flag og hjemstavnens vemodige popslagere skrattende fra højtaleren. En større klase latinoer hang i døren og spiste hot dogs. Bag stegepanden stod vores klassiske latino-mama iført hvide shorts og pastelfarvet t-shirt, begge dele hårdt spændt for under hendes svulstige overkrop. Ingen nykker dér. Alle talte spansk, og i et kort sekund var vi hensat til Costa Rica.
Men kun et kort sekund…På vej tilbage til lejligheden kom vi forbi en køter, der febrilsk kløede sig i rumpen. En af Bodils black dudes stod op af en lygtepæl og så så cool ud, som man kan på en mandag morgen. Han kiggede på hunden med løftede øjenbryn og råbte: “Hey dog…get that nose outta ya bee-hind, ain’t no way ya gonna get them girls going like that…”.
Yep, i Harlem stikker man snuden i andres sager, selv på en mandag morgen.
/Peter
Søndag den 2. juni
Nerver i Newark
Newark, New Jersey, dag 1
“SIR! Ladies first…remember your manners!!”. Jeg stivner i min march mod skranken, fire pas i en vissen hånd og lader pigerne passere. Han skuler ondt på mig. Han er sort, senet og sur. One mean Motherfucker.
Han tager det første pas og masserer sig langsomt gennem siderne, måske i forventning om at finde et falsk irakisk pas gemt mellem linjerne. “Emilie…?”. Emilie træder an og kigger op. “How old are you Emilie…?”. Emilie ser paf ud og jeg visker hende svaret blidt i øret. “Let her answer for herself…”, bjæffer han som en anden drill sergent. Emilie mumler “9 years”. “And what month are you born?”. Jeg drister mig til atter et lille visk, han sender mig blikket, og Emilie svarer.
Paskontrollen i Newark er ikke blevet mere easy siden sidst, det er stadig en langsom venten på noget, der kun bliver værre, som tiden går. Jo længere man kommer frem gennem køen, jo større bliver ens paranoia. Den vokser på vinger og flagrer rundt i maven.
Endelig bliver det min tur. Et lettere irritabelt vink hiver én frem til skranken, og man følger fingeren med tunge skridt. Lange tavse blikke ned i passet og dybt ind de mørkeste afkroge af ens sorte sjæl. Sådan føles det i hvert fald.
Et kamera trækkes frem som et tredje øje, det hænger i luften som en arrig hveps og downloader de sidste rester af ens digitale særpræg. Data krydsrelateres og checkes byte for byte mod passets biometiske data. Man kan nærmest høre hvordan det tikker dybt nede i den underjordiske serverpark, hvor Department of Homeland Defence gemmer alle sine data. Stedet hvor de efterhånden har skrevet alverden i mandtal.
Fingeraftryk afgives…pigerne nøjes med højre tommelfinger, Bodil afleverer de fem på højre hånd mens the prime suspect, moi, lægger samtlige ti. Men intet måler sig nu med et godt gammeldags forhør.
USA: So, how long you’ll be staying in the US?
PJ: 7 weeks.
USA: 7 weeks…?? nu klart på dupperne, “…and you’re stayin’ in New Jersey all that time?”
PJ: Øh no…well, we’re going down south, to Savannah and then back up again through the Appalachians.
USA: Georgia! You goin’ down to Georgia, and back up…? nærmest råber han ind i hoved på mig med sin bredeste homeboy-afroaccent. “Man, I’m from here an’ I ain’t never been down there… you know how far that is…?”
PJ: Øh, 1000 miles maybe, svarer jeg spagt.
USA: Much further, man… and how you recon you get down there…?
PJ: Øh, by car, perhaps…, nu med den mindste af stemmer.
USA, der nu sender mig et bondesnu brugtvognsforhandlerblik: What kinda car?
PJ: I dunno, a normal one I guess, one with four doors and four wheels…
USA, endnu mere skeptisk: Sounds mighty unconfortable to me – where will you be staying?
PJ: Camping, I think…
USA: CAMPING…??! I ain’t sleeping outside with no one, no way…well, you have a good trip now, and take care, ya’ hear? og sendte mig et skævt smil, mens han bankede stemplet ned i passet som et sidste punktum på dagens audiens.
Vi tog toget fra Newark til Manhattan, forbi New Jerseys faldefærdige fabrikker og massive kraftværker, forbi de vidtforgrenede motorvejsnet med 3-sporede afkørselsramper i halvtres meters højde. Paskontrollørens bryske behandling hang som et ekko over det industrielle forfaldslandskab, som passerede forbi udenfor, men rungede hult i forhold til den ekstreme venlighed, som vi mødte inde i toget. Trætte pendlere, der fluks og uopfordret overlod deres pladser til vores unger og ryksække. Det hang heller ikke sammen med hans afsluttende smil og omsorgsfulde afskedsreplik: “…you take care now, ya’ hear”.
Måske var han bare New Yorker med stort N, med rigelige mængder ego og attitude. Måske var min paranoia bare figmenter af egen fantasi – det er set før…Og måske var modtagelsen blot symptomatisk for en blød, velfærdsdanskers mavelanding på storbyens hårde, verbale asfalt. Nok det hele på én gang, og et varsel om ikke at skue USA på årene, også selvom det føles så underlig velkendt.
/Peter